Lige nu er kakaoprisen cirka det halve af, hvad den kostede tidligere på året. Nemlig 6150 dollar per ton i stedet for 12.000.
Derfor kommer førende dansk ekspert med sit bedste bud på, hvornår man kan forvente, at ens Marabou chokolade bliver billigere.
»Faktisk lignede prisudviklingen sidste år meget det, vi ser i år,« indleder Aske Skovmand Bosselmann, lektor i landbrugsværdikæder ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
»Først på året i 2024 lå kakaoprisen på 12.000 dollar for et ton, og så faldt den til omkring 6500 dollar per ton senere hen. Alligevel endte chokoladepriserne med at stige.«
Det samme kan ske igen i år. For lige nu baserer de 6150 dollar for et ton sig på, hvad man forventer af sæsonen. Det kan dog stadig godt vise sig at gå værre med eksempelvis vejret. Så vil priserne stige igen.
Ligesom man så det sidste år. En stigning, der ikke er uden betydning for chokoladeglade danskere.

Over de sidste fem år er chokoladepriserne steget med mere end 50 procent ifølge Damarks Statistik. Det er dog især de seneste par år, det er stukket af, som man kan se på diagrammet herover.
Chokolade koster 30 procent mere nu, end for bare 24 måneder siden i 2023. Blandt andet på grund af fejlede kakaohøst, foruden sukkerpriser og andre faktorer.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan netop Marabou satte ild til en meget heftig debat. Her var folk på sociale medier meget undrende over, hvorfor den kendte chokolade var så meget billigere i Sverige, som du kan læse mere om her.
På det tidspunkt kostede en plade Marabou med Fudge og Havsalt på 185 gram 44,95 kroner. Et nuværende tilgængeligt eksempel fra den danske onlinehandel lige nu er på 57,95 kroner.
Hvornår kan man forvente, at ens Marabou eksempelvis falder i pris?
»Det er et godt spørgsmål, men hvis markedet holder sig nede, så bliver det nok først til næste år,« siger Aske Skovmand Bosselmann.
»Der er det heller ikke sikkert, at man kan mærke prisnedgangen, hvis det bliver ædt af andre omstændigheder som eksempelvis øgede udgifter til emballagehåndtering.«
Aske Shovmand Bosselmann forventer, der går et stykke tid, før en prisreduktion i chokoladepriser ender under den fra 2023. »Hvis det nogensinde sker igen,« lyder den dystre melding fra eksperten.