Det smager godt, og det er sundt. 

Danskerne har i den grad taget det syrnede mælkeprodukt skyr til sig.

Og det i en grad, så du måske får svært ved at få fingrene i det.

Lige nu er efterspørgslen efter skyr nemlig så stor, at producenterne kæmper for at følge dem.

»Selvom vi har udvidet vores produktion, og maskinerne kører i fuld drift, så vil der være forbrugere, særligt under kampagner, der synes, at hylderne ser tomme ud.«

Det siger marketingsdirektør i Arla, Ann-Camilla Kjæmpe, til DR.

Også hos Thise Mejeri har de svært ved at følge med efterspørgslen. 

Eksperter, som dr.dk har talt med, peger på, at der generelt er en protein-hype i samfundet. 

På både TikTok og Instagram bliver der delt mange reels og opslag med opskrifter, hvor brugerne deler opskrifter med ingredienser som hytteost og skyr.

Sisse Fagt, som er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, er overrasket over den pludselige boom i salget.

Hun understreger dog, at der gennem mange år har været stor fokus på protein i befolkningen. 

Og det er godt, forklarer hun, fordi det er sundt, men generelt får vi rigeligt med protein gennem kød, kornprodukter og mejeriprodukter.