Kæmpebøder til fire Rema 1000-butikker
De har alle på lignende vis overtrådt tobaksreklameloven.

De har alle på lignende vis overtrådt tobaksreklameloven.

Fire danske Rema 1000-butikker har hver fået og accepteret en bøde på 50.000 kroner for at have overtrådt tobaksreklameloven.
Det er sket, fordi de alle har haft synlige tobaksvarer udstillet for kunderne.

»Formålet med udstillingsforbuddet i tobaksreklameloven er særligt at sikre børn og unge mod at blive eksponeret for tobaksprodukter,« som Forbrugerombudsmand Torben Jensen konstaterer i en pressemeddelelse:
»Det er et vigtigt hensyn, og derfor er det naturligvis også helt afgørende, at alle forhandlere af tobak- og nikotinprodukter overholder reglerne.«
Kvartetten af Rema 1000-butikker ligger i henholdsvis Rønne, Glostrup, København og Ejby.
Lovgivningen på området siger, at forhandlere af tobaksvarer »effektivt skal sikre, at tobaksvarerne er gemt væk, for eksempel under disken eller bag et forhæng eller en låge«.
Og det har altså ikke været tilfældet i de pågældende butikker, hvorfor de blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden i efteråret 2025.
Nu er sagerne afsluttet med butikkernes accept af bøderne.
»Uanset om det drejer sig om et supermarked, en kiosk eller en købmand, skal produkterne derfor altid være tildækket,« understreger Forbrugerombudsmanden.