Flere supermarkeder har lukket ned for deres onlinehandel af dagligvarer, men ikke i Salling Group.
Hos Danmarks største spiller på dagligvaremarkedet vil man sågar smide et stort millionbeløb efter Bilka To Go.
»Du spørger, hvorfor vi investerer i denne del af vores forretning, og det gør vi, fordi det går godt.«
Så simpelt lyder svaret fra Mark H. Nielsen, direktør i Bilka.
Salling Groups store hypermarked, som de gigantiske supermarkeder kaldes, tilbyder både Bilka To Go, hvor kunder kan hente pakkede køb og Bilka To Go Hjemmelevering, hvor de kan få pakkede ordrer leveret.
Begge dele skulle klare det godt, lyder det fra Bilkas side.

Alligevel er onlinehandel af dagligvarer et område, som ikke mange forventer kommer til at fylde markant mere, når danskerne handler ind de kommende år.
Foruden Rema 1000 lukkede deres Vigo.dk, og Coop ligeledes droppede onlinehandel, forventes der heller ikke stor generel vækst for det marked.
Tre procent af indkøbene i Danmark bliver klikket ned i kurven på internettet i dag. Den samme andel vurderer man fra videnshuset Retail Institute Scandinavia vil være gældende i 2023.
Hos Bilka giver vækst dog anledning til tiltro til onlinehandlen. Det vil betyde, at BilkaTo Gos kunder vil have flere tilgængelige tider, når de logger ind for at handle.
Der kommer nemlig flere biler til at levere varer, der bliver satset på bedre køle- og fryseforhold, og der bliver også ansat ekstra Bilka To Go-personale.
Hos toppen i Salling Group har man også spottet muligheden i Bilka To Go.
»Noget af det, der driver væksten for os i Bilka-kæden, er netop onlineplatformen,« siger øverste chef i Salling Group, administrerende direktør Anders Hagh til Finans.dk. Han fortsætter:
»Vi kommer til at levere en pæn vækst i hypermarkedskæden Bilka, og det er i høj grad drevet af vores online tilstedeværelse.«
Muligheden med handel via Bilka To Go er dog ikke tilgængelig for alle danskere.
»Vi dækker 97 procent af danskerne,« siger Mark H. Nielsen.
Det bliver aldrig til 100 procent, slår han også fast. Der er øer som Samsøe og Bornholm, som uden en Bilka heller ikke kan få adgang til Bilka To Go.
Derudover er der stadig et problem med etageejendomme.
»Vi leverer ikke ud med hjemmelevering til de danskere, der bor i etageejendom, hvor man skal bruge en adgangsbrik,« siger direktøren.
I gamle etageejendomme, som står åbne, eller hvor der bruges kode, leverer de til.
»Derudover kan de, der bor i ejendomme, vi ikke kommer i, vælge Bilka To Go Nær Dig, hvor de kan køre ud til en lastbil, som parkerer og udleverer deres pakkede varer i nærheden,« siger Mark H. Nielsen.
Han slutter med at komme med den største grund til den nye investering.
»I dag er Bilka To Go Hjemmeleverings største udfordring, når vi ikke har kapacitet til at tage flere ordrer,« siger Mark H. Nielsen.
»Det er ikke godt, når kunderne ikke altid kan få deres varer den dag, de ønsker.«
Salling Group vil ikke dele det præcise beløb, de investerer for, men fra Mark. H. Nielsen lyder det, at det er et tocifret millionbeløb.
