Jytte rasede over hamstring af smør: Hun glæder sig over ændring


Jytte Elmholt på 78 år glæder sig over, at Netto fra lørdag strammer reglerne for, hvor mange pakker smør på tilbud, kunderne må købe.
Hun var nemlig dybt frustreret over, at mange hamstrede smør tilbage i december på grund af en massiv priskrig mellem supermarkederne.
Fra lørdag bliver det sådan, at en kunde i Netto maksimalt må købe tre pakker Lurpak nedsat til 12 kroner i stedet for seks pakker, da der var priskrig om smør i december.
»Det synes jeg er en fair ordning,« siger Jytte Elmholt.
I december oplevede hun en dag, at køledisken i Nettobutikken på Søndre Ringvej i Brøndby var løbet tør for smør.
Men da hun gik ind i køen med andre varer, kunne hun se, at kvinden foran hende i køen fik lov at købe hele 18 pakker Lurpak, der altså var de sidste i køledisken.
»Jeg mener, at de er grådige,« sagde hun B.T. om de kunder, der hamstrer meget smør.
Jytte Elmholt vil da også holde øje med, om folk igen hamstrer smør i Netto, selv om der nu maksimalt må købes tre pakker per kunde.
»Jeg skal sandelig nok påtale det, hvis jeg ser det igen,« siger hun.
Pia Abrahamsen hamstrede i december 120 pakker smør til et helt år, og hun forholder sig nu til, at der i Netto kan købes færre af de nedsatte pakker med smør per kunde. Læs mere HER.