Jenny Brunsgaard på 79 år er meget i tvivl om, hvad hun skal købe for fødevarechecken på 2.500 kroner, der senere i år kommer ind på hendes konto. 

»Den skal vel gå til en eller anden form for luksus, tror jeg,« siger hun.

SVM-regeringen sælger fødevarechecken som målrettet hjælp til danskere, der er presset af høje fødevarepriser.

Men aftalen betyder i praksis, at to millioner danskere står til at modtage den kontante engangsudbetaling – også tusindvis af familier med en millionindtægt.

Samtidig er reallønnen steget, og fødevarepriserne faldet det seneste halve år.

Derfor undersøger B.T. i denne artikelserie, i hvor høj grad pengene bliver brugt på det, som var tiltænkt - eller reelt bare er ekstra statslige lommepenge.

tip os
Hvordan vil du bruge fødevarechecken?

Og det er virkeligt forskelligt, hvordan folk vil bruge fødevarechecken.

B.T. har de seneste dage talt med Kirsten Gertsen, der vil bruge fødevarechecken på en pigetur til Hamburg, og Conny Mathiesen, der vil give de 2.500 kroner til sine børnebørn.

'Måske noget, jeg har ønsket mig'
Jenny Brunsgaard er ikke sikker på, hvilken form for luksus checken præcis skal bruges på. 

Men hun har da nogen ideer.

»Det kan være til en rejse eller måske noget, jeg har ønsket mig,« siger hun. 

Hvorfor er det, du ikke vil bruge fødevarechecken til at handle ind?

»Jamen, jeg synes faktisk ikke, at jeg mangler den til fødevarer,« siger hun og tilføjer:'

»Jeg synes, at jeg som pensionist er bevidst om at købe rimeligt fornuftigt ind, så man får det til at løbe rundt.«

Synes du, det er en dårlig idé at give den her check?

»Jeg tror nok, at jeg synes, at man kunnet have lavet det på en anden måde,« siger hun.

SVM-regeringen og alle partier undtagen Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har vedtaget, at der skal afsættes seks milliarder kroner til, at momsen enten reduceres på alle fødevarer eller helt fjernes på frugt og grønt. 

Og det mener Jenny Brunsgaard er meget mere fornuftigt.

»Jeg synes, at det var bedre, at momsen kom ned på varerne i stedet, da den her check jo ikke gives til alle,« siger hun.