Bor du i en by, hvor den gamle brugs er ved at være træt? Så står der en aktør i skyggen og venter.
For dagligvaremarkedet i Danmark er en kampzone, og lige nu kæmpes en alvorlig kamp mellem to store spillere, som kan mærkes helt ud i de små samfund.
»I denne strategiperiode er vi villige til at bruge mellem 200 og 300 millioner kroner på at styrke vores butiksnet. Vi vil have flere butikker,« lyder den meget direkte besked fra Richo Boss, kædedirektør i Meny.
De mange millioner nævnes i samme åndedrag, som der tales om at overtage selvstændige brugsforeningers butikker.
For Meny og Spar-kæderne, der er ejet af Dagrofa, er for alvor begyndt at spejde efter konkurrenten Coops butikker.
Der er tidligere eksempler på, at brugsforeninger har valgt at skifte over til Dagrofa. De er i stedet for en brugs blevet til en Spar eller Meny med en selvstændig købmand som ejer.

Hos Meny har de efter for nylig at have ændret tre tidligere SuperBrugsen-butikker til Menyer fået en tro på, at de kan magte en del flere af den slags opgaver.
»Nu, hvor vi har klaret de tre omlægninger succesfuldt, har vi fået selvtillid i forhold til at løfte lignende opgaver i større stil,« siger Richo Boss.
Og noget kunne tyde på, at det sagtens kunne blive aktuelt med flere af den slags opgaver.
»Vi har fået henvendelser fra en betydelig mængde brugsforeninger, som viser interesse for at skifte over,« lyder det fra Boss.
Menys direktør vil dog ikke ud med, hvor stort et antal, der præcis har henvendt sig.
Han vil dog sige så meget, at de nu har hyret en chefkonsulent fuld tid til alene at stå for at lave de her omlægninger.
Og selvom de fra Meny og Dagrofas side står frem i et landsdækkende medie og signalerer, at de hilser interessen fra de selvstændige brugsforeninger velkommen, prikker de ikke nogen på skulderen, forsikrer Richo Boss.
De venter på, at brugsforeningerne selv henvender sig.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan man i den lille by Lendum valgte at stå sammen om at skifte fra Coop til Dagrofa, som du kan læse mere om HER.
