Inflationen i Danmark var i oktober på 2,1 procent.
Det er en smule lavere end i september, hvor den lød på 2,3 procent.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I oktober er det især højere priser på fødevarer, som trækker den samlede inflation op.
»Fødevarepriserne er malurten i inflationsbægeret. Det mærker mange danskere, når de triller rundt med indkøbsvognen i supermarkedet,« lyder det fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer, som fortsætter:
»Kaffe, kakao og oksekød er blandt de varer, som er steget allermest i pris, men når det er sagt, så er også en lang række andre fødevarer blevet dyrere. Vi ser de høje fødevarepriser, som en af hovedårsagerne til den sløje forbrugertillid, som kun er set værre få gange i de seneste 50 år.«
Enkelte dagligvarer er dog ifølge privatøkonomen blevet billigere.
Det gælder for eksempel olivenolie og sukker.
