Hvede-salg dykker efter afskaffelse af helligdag: 'Det er ikke en lige så stor dag, som det var'
Salling holder sig ude af diskussionen om Store bededag, men har alligevel en hilsen fra bagerafdelingen.

Salling holder sig ude af diskussionen om Store bededag, men har alligevel en hilsen fra bagerafdelingen.

Varme hveder med smør: den danske tradition går helt tilbage til 1800-tallet.
Men måske er noget ved at ændre sig.
Lidt færre har købt hveder i årene efter, at Store Bededag blev afskaffet.
Det oplyser Salling Group, som står bag nogle af landets største dagligvarekæder som Netto og Føtex.
»Vi sætter ikke tal på konkret – men vi er bakket en smule hen over de seneste år,« siger pressechef Jacob Nielsen torsdag før Store Bededag.
Koncernen, som konkurrerer med blandt andre Rema 1000 og Coop, holder sine nøjagtige salgstal hemmelige.
Og Jacob Nielsen forsikrer, at der stadig sælges »enorme« mængder hveder i Sallings butikker, og at danskerne stadig er glade for helligdagen.
»Men bottom line er: Det er ikke en lige så stor dag, som det var for to år siden,« erkender han.
Konkret er hvedesalget dykket hos Salling siden 2023.
Det var året, hvor SVM-regeringen afskaffede helligdagen for at spare penge.
Således var udviklingen forventelig, mener Jacob Nielsen.
Omvendt er hvedesalget i Coops butikker nogenlunde intakt, siger kædens informationschef Jens Juul.
Det totale salg er godt nok dykket med knap 10 procent, men han skyder i overvejende grad skylden på, at Coop har færre butikker end tidligere.
Salling oplever dog, at det går nedad – også i år, tør Jacob Nielsen god konstaterer:
»Vi sælger hveder i flere uger op til Store Bededag, så vi har jo et sammenligningsgrundlag at tolke ud fra.«
Ifølge ham ville Salling »helt bestemt« sælge flere hveder, hvis man genindførte Store Bededag.
Så det kunne I godt tænke jer?
»Vi blander os ikke i de politiske diskussioner,« siger han.
Han vil dog gerne viderebringe en hilsen fra sine kolleger i bagerafdelingen:
»De har altid været glade for Store Bededag. Det er en festdag.«
Det er ikke lykkedes at få svar fra Rema 1000 eller Lagkagehuset på, om deres hvedesalg er dykket over de seneste år. Rema 1000 oplyser dog, at salget i år er mage til sidste års.