Fødevareprisernes ekstreme stigning har haft stor effekt på mange ting.
Ikke mindst på danskernes indkøbsvaner, viser nye tal. Som dog også peger på en ulempe for forbrugerne.
»Den mentale bon spiller en stor rolle, og for mange er det mentalt 'sværere' at handle én gang til 700 kroner end to gange til 350 kroner.«
Sådan lyder det fra Allan Rosborg, der sidder med data og shoppingtal hos konsulentvirksomheden Kauza.
De har indsigt i de tusinder af digitale kvitteringer, som kunder får igennem forskellige plusabonnementer i dagligvarehandlen eller via netkøb.
Allan Rosborg forklarer, at de skrumpende mængder i pakkerne er med til at ændre forbrugernes adfærd.
For mængderne i pakkerne er i rigtig mange produkter mindsket markant, samtidig med at priserne er steget.
En måde at undgå, at kunderne ikke reagerer alt for kraftigt på de stigende fødevarepriser, som er eksploderet med 30,2 procent de sidste fire år.
»Vi ser faktisk på flere kategorier, hvor der købes mindre pakkestørrelser end tidligere, men prisen er gået op, at indkøbsfrekvensen er stigende i forhold til sidste år.«
For når der er mindre i pakkerne, men prisen stadig er højt oppe, så kommer man altså hellere flere gange i det lokale supermarked.

»Produkterne løber hurtigere op, og så skal man afsted igen. Det øger frekvensen,« lyder det fra Allan Rosborg.
»Det kan også skyldes, at mange forbrugere 'trader ned' til mindre pakker på grund af prisen.«
Problemet er bare, at det ikke altid er en fordel at gå ud og handle oftere. I hvert fald hvis man alene ser på økonomien.
For kunder lader sig oftere lokke, når de er ude og handle mere.
Det giver dog en øget mulighed for dagligvarebutikkerne.
»De mange ekstra indkøbsture udgør dog et potentiale for både kæder og brands, da der simpelthen er flere kurve, man kan vinde og komme i end tidligere,« forklarer indkøbseksperten.
Når så både produkt, men også priser skrumper, har det også en mærkbar effekt.
»Vi kan se, at der er en tendens til, at de kategorier og produkter som både mindsker volumen per pakke, samtidig med at prisen per enhed sættes lidt ned, generelt set lykkes bedst med at komme oftere i kurvene.«
Noget, som danskerne er begyndt at købe oftere, er pålæg, plejeprodukter, olier, mel og pasta.
