Meny lokker i denne uge med en ‘skarp pris’. Det gælder for eksempel tilbuddet om at kunder kan købe en pakke Kærgården for 18 kroner.
Men den pris er ikke skarp. I hvert fald ikke for forbrugerne.
I Netto kan du i den kommende uge nemlig få en lignende pakke smør til 15 kroner. Mens du i SuperBrugen og Kvickly kan få 200 gram Lurpak for 15 kroner. Er du til Bakkedal Smørbar skal du i Føtex kun have 10 kroner op af lommen før pakken er din.
Med andre ord der er der blæst til smørkrig i supermarkedernes kølemontrer.
Hvis skarpheden ikke passer på forbrugerprisen, så beskriver ordvalget meget godt, hvordan prisen på smør mærkes i detailhandlen.
Ifølge dagligvareekspert, Bruno Christensen, taber butikkerne penge, når prisen på smør rammer 15 kroner eller mindre.
»Smørret burde koste det, vi betaler i hverdagen,« siger han og tilføjer, at normalprisen for 200 gram smør, med de stigende priser på mejeriprodukter nok bør ligge omkring 30 kroner pakken.
»Men lige nu konkurrerer detailhandlen om markedet, og så gælder det om at lokke med den laveste pris for at få kunder ind i butikken,« siger han og tilføjer:
»Selvom man taber penge på smørret, håber de detailhandlende, at det kan betale sig.«
Det er den gamle historie om gyngerne og karrusellen, der gør sig gældende.
Forhåbningen er, at kunderne, når de kommer ind for at købe billigt smør, også køber andre varer, som butikkerne faktisk kan tjene penge på at sælge.
Vurderingen fra Bruno Christensen er, at smørprisen i de kommende uger kommer længere ned.
Julehandlen er nemlig helt afgørende for dagligvarekæderne. Og slutspurten i årets sidste måned kan hive hele 20 procent af årets fortjeneste hjem.
