Topchefen i butikskæden Normal er færdig i jobbet efter bare ni måneder på posten.
Det sker efter en »fælles aftale,« fortæller medstifter og bestyrelsesformand Torben Mouritsen til Børsen.
Jesper Due overtog jobbet som administrerende direktør i Normal efter Torben Mouritsen selv. Jesper Due kom fra en lignende stilling i supermarkedskæden Løvbjerg.
Selvom Torben Mouritsen gør det klart, at der ikke er tale om en fyring, så var det bestyrelsesformanden selv, der tog initiativet til indgå i en dialog med Jesper Due om, at deres veje skulle skilles her.
»Jeg har haft en fornemmelse af, at det er bedst for Normals ambitioner og resultater, vi skal skabe i fremtiden, at vi finder en administerende direktør, der har et dybere kendskab og erfaring med Normals grund-DNA. Det har jeg drøftet i god ro og orden med Jesper Due,« siger Torben Mouritsen til Børsen.
Jesper Due har haft sin sidste arbejdsdag som topchef for Normal. Hans afløser er da også allerede fundet.
Det bliver finansdirektør Jakob Maarbjerg, der bliver forfremmet til administrerende direktør.
Normal er en butikskæde, der sælger kendte mærkevarer inden for eksempelvis hudpleje, hårpleje, tandpleje, makeup og rengøring. Derudover sælger de også en masse varer til den søde tand.
Kæden har mere end 850 butikker i blandt andet Danmark, Norge, Sverige, Holland og Frankrig.