Udover kilovis af slik forbinder de fleste formentlig en tur over grænsen med adgang til billige dåseøl og sodavand.

Alligevel dropper grænsebutik nu at sælge øl og sodavand.

Hverken Coca-Cola, Faxe Kondi, Royal eller Carlsberg vil fremover være at finde som faste varer på hylderne hos grænsebutikken Spot Discount. Det skriver JydskeVestkysten.

Derimod vil hylderne bugne af spotvarer. 

»Vi vil holde fast i det, vi er gode til. Det er varer med kort dato og unikke partier, vi tilbyder til kunderne. Det vil vi fokusere endnu mere på, og så har vi valgt, at vi ikke skal have almindelige drikkevarer i sortimentet,« siger Michael Egeberg, der er medejer af Spot Discount til mediet.

Under sloganet »Billige priser, jammerlig service« åbnede Spot Discount for et par år siden deres første grænsebutik. I dag er der butikker i Flensborg og Süderlügum.

»Tiderne har ændret sig, og folk er i dag mere tilbøjelige til og åbne for at købe produkter, selvom de er tæt på udløbsdatoen …. Hvis dato og pris passer sammen, synes folk, det er fedt,« har Michael Egeberg tidligere sagt til nichemediet RetailNews.