Løg, tomat og oksekød.

Selvom mange har deres egen variation af danskerfavoritten lasagne bolognese, er der visse ingredienser, de fleste sværger til.

Men fødevaregiganten Salling er alligevel gået nye veje og har lanceret en lasagne med ren svinekød.

For 38 kroner kan man i kædens butikker nu købe et helt kilo af den italienske klassiker med et indhold af 18 procent hakket svin og uden så meget som et gram oksekød.

Fødevareekspert Henning Otte Hansen har ikke før set noget lignende – han kæder det direkte sammen med de stigende fødevarepriser.

»Man tænker, at oksekød og lasagne hænger sammen,« siger seniorrådgiveren ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

»Det er en relativt ny kreativitet, vi oplever her,« konstaterer han.

Hos Salling finder man tilsyneladende ikke det nye tiltag så revolutionerende:

»For madører med kærlighed for det italienske køkken er det svinekød ganske almindeligt i lasagne, hvor det både bruges som eneste kødelement, men også blandet med oksekød,« skriver koncernens pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen.

»I vores butikker kommer det på siden af okselasagnen, som vi fortsat sælger, men er et nyt alternativ og sælges til et lavere prispunkt, så der er til enhver smag.«

»En voldsom udvikling«
Henning Otte Hansen forventer, at man fremadrettet vil se flere af den slags produkter:

»Prisforskellen mellem grisekødet og oksekødet er blevet større og større,« bemærker han.

»Så længe, vi har en prisboble med dyre fødevarer og den store prisforskel, tror jeg, vi vil opleve flere og flere af de her tilfælde.«

Betina Grimstrup, privatøkonomisk ekspert i Nordea, sammenligner det med den plantefars, som supermarkedskæder er begyndt at blande i hakket oksekød.

»Ser man over de sidste fem år, har udvalgte fødevarer taget et hop på helt op til 30 procent,« siger hun.

»Det har været en voldsom udvikling.«

Og selvom nogle fødevarer – herunder oksekød – i løbet af 2026 er faldet lidt, er vi ifølge eksperten havnet i »en ny normal«, hvor alting er en smule dyrere.

Ting som kaffe og chokolade er blevet markant dyrere, men også oksekød, som danskere elsker, har været »en højdespringer« ifølge Betina Grimstrup.

Det har lært både forbrugere og supermarkeder at tænke mere kreativt på madlavning.

»Så begynder man på blandingsprodukter, eller man begynder at supplere med grøntsager, bønner – alle de ting, der jo også er god protein – og køber ikke kun hakket oksekød.«

Eller lasagne med grisekød?

»Ja, det er et vildt godt eksempel – for hvorfor ikke? Det smager jo sikkert ligeså godt, men nu har vi bare været vant til noget andet, og er der noget, der er svært at lave om, er det vores vaner,« siger Betina Grimstrup.

Også hjemme hos eksperten, som har to teenage-sønner, har familien skruet ned for kødet i takt med, at priserne er steget.

»Så fyrer vi flere bønner i – gulerødder, grøntsager, alt muligt. På den måde kan jeg godt genkende det med, at man går ind og erstatter det.«

De stigende dagligvarepriser har fyldt meget hos danskerne i de senere år, navnligt siden 2022, hvor de i kølvandet på corona-pandemien og krigen i Ukraine begyndte at banke op.

Siden er det blevet et varmt emne blandt politikerne på Christiansborg, og dette års nyoprettede regeringen har vedtaget at halvere momsen på fødevarer for at imødekomme de danskere, for hvem det gør ondt på pengepungen at handle ind.