Stikprøvekontrol afslørede mangler hos knap halvdelen af onlinebutikker med fødevarer på hylderne.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om en stikprøvekontrol hos næsten 500 onlineforretninger, hvor knap halvdelen ikke havde tilstrækkeligt styr på reglerne for mærkning af fødevarer.
»Mærkningsoplysningerne har til formål at sikre, at forbrugerne kan træffe et oplyst valg,« siger Henrik Dammand Nielsen, enhedschef i styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
47 procent af virksomhederne fik indskærpelser for ikke at overholde reglerne om mærkningsoplysninger, herunder oplysninger om ingredienser, kravet om fremhævelse af allergene ingredienser, mærkningens læsbarhed, synlighed og sprog.
I alt besøgte fødevarekontrollen 496 virksomheder i forbindelse med kampagnen, der blev gennemført i september til december 2025.
Kontrollen udløste primært indskærpelser til virksomhederne om, at de skal overholde reglerne. To virksomheder modtog bødeforlæg, begge på grund af manglende overholdelse af reglerne for mærkning af allergener.
Antallet af sanktioner i denne kampagne er en stigning i forhold til 2022, hvor 40 procent af de kontrollerede virksomheder modtog en sanktion.