Dagligvarekæden Føtex har i stor stil brudt loven ved at sælge alkohol og tobak til mindreårige.
I seks ud af 20 tilsyn hos Føtex har unge kontrollanter fra Sikkerhedsstyrelsen siden 1. juli kunnet købe alkohol, tobak eller nikotin, selv om de ikke var gamle nok til det. Det svarer til 30 procent af tilsynene.
Det viser en opgørelse, som dagligvarekoncernen Salling Group, der driver Føtex, Netto og Bilka, har sendt til B.T.
Mens der slet ikke har været tilsyn hos Bilka, har de unge kontrollanter, der også kaldes børneagenter, i stor stil været forbi Netto.
Ved 38 ud af 173 tilsyn har Netto solgt alkohol, tobak eller nikotin til de mindreårige kontrollanter.
Det svarer til 22 procent, og altså lidt færre lovbrud end i Føtex, når der regnes i procenter.
Pressechef i Salling Group, Jacob Krogsgaard Nielsen, slår fast, at det for mange gange er lykkedes de unge kontrollanter at købe varer de ikke er gamle nok til.
»Sikkerhedsstyrelsen oplyste i september, at det i cirka hvert tredje tilfælde er lykkedes en ung at købe en aldersbegrænset varer, og der har også generelt været for mange fejl i vores butikker,« skriver han i en mail.
Pressechefen oplyser, at dagligvarekoncernens kæder har sat stort fokus på reglerne om at tjekke alderen på de unge mennesker, og den seneste måned er det kun syv procent af tilsynene, der er endt med en fejl.
»Vores mål er stadig, at alle kontroller forløber uden fejl, og derfor fastholder vi også vores store fokus. Det gør vi konkret gennem uddannelse og et stort kommunikationstryk,« skriver han og tilføjer:
»Det sagt, så kan og vil der desværre ske fejl, når vi har med mennesker at gøre, men vi gør, hvad vi kan, for at kollegaer bag kassen har de bedste forudsætninger for at håndtere de konkrete situationer.«
Mandag kunne B.T. fortælle, at Rema 1000 i 26 ud 113 af de unge kontrollanters tilsyn har brudt reglerne.
Det svarer til 23 procent af kontrollerne, hvilket altså også er færre end i Føtex.
Dagligvarekoncernen Coop, der driver Brugsen, Kvickly og 365discount, vil ikke ud med antallet af kontroller i deres tre kæder.
»Vi oplyser ikke tal for dette,« lyder det kort fra Jacob Herbst Lassen, der er kommunikationsrådgiver hos Coop.
Hvordan bliver man rig med en almindelig løn? Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder: