Sidste måned blev din indkøbskurv dyrere, end den har været længe. Faktisk skal du skrue tiden halvandet år tilbage, før du kan finde højere fødevarepriser. 

Desværre betyder det ikke, at der er udsigter til en billigere tur i supermarkedet. Faktisk tværtimod.

FNs fødevare- og landbrugsorganisations månedlige analyse af priserne på fødevare fra landbruget, viser ifølge Jyllands-Posten, at priserne steg med to procent i oktober. 

Det er især én fødevare, der presser prisindekset op. 

Tallene viser nemlig, at prisen på vegetabilsk olie som palme-, soja-, solsikke- og rapsolie steg med 7,3 procent sidste måned. 

Noget kunne også tyde på, at årets skål med risengrød bliver ualmindelig værdifuld. 

For de høje priser kan i den grad også spottes i køledisken med mælk og ost. Mejeriprodukter er i dag over en femtedel dyrere end for et år siden. 

Prisen på smør har også været på en konstant himmelflugt de seneste 13 måneder.

Men selvom danskerne bruger rekordmange penge på deres indkøb, er der ingen udsigt til, at priserne falder. 

Cheføkonom fra Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre forventer derimod, at fødevarepriserne fortsætter op.

»De hjemlige fødevarepriser er omkring 24 procent højere end for bare tre år siden. Der er intet, som tyder på, at danskerne får billigere fødevarer lige foreløbig. Absolut ingen virksomheder i fødevarehandlen forventer nemlig at sænke prisen de næste tre måneder, mens de globale fødevarepriser altså har pil op igen,« siger Jeppe Juul Borre.

Han påpeger, at ingen detailvirksomheder med fødevaresalg ifølge Danmarks Statistik forventer at sænke priserne.

Det var ellers intentionerne indtil marts hos halvdelen af virksomhederne. 

Virkeligheden viste sig dog at være anderledes, for ifølge forbrugerprisindekset faldt fødevarepriserne aldrig.

Kom i gang med at investere og få dine penge til at arbejde for dig. I ugens afsnit af Spar Kassen klæder Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, dig på til, hvordan du kommer i gang med at investere.

Lyt med på Apple Podcast, Spotify eller herunder: