En tur i Føtex gjorde Erik Hovedskou så forarget, at han røg til tasterne.

Her skrev han både en kras anmeldelse på Trustpilot og en kommentar direkte til fødevarekæden.

For selvom han erkender, at han ser det ofte, synes han, der hersker et mærkeligt fænomen hos kæderne.

Han forstår ikke, at prisen på samme produkt i to udgaver kan variere meget i samme butik.

»Jeg forstår ikke, hvorfor en cola i bageren skal være tre til fem gange dyrere end helt samme cola inde i butikken,« siger Erik Hovedskou.

Han var i Føtex i Frederikshavn, hvor han i farten skulle have en pizzabolle og noget at skylle den ned med.

Netop cola kan være en vare, der svinger meget i pris, lyder det fra forbrugerorganisation.
Netop cola kan være en vare, der svinger meget i pris, lyder det fra forbrugerorganisation. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Men colaen, han ville købe, kostede så meget, at Erik Hovedskou i stedet gik ind i butikken og fandt en langt billigere. Der kostede den Coca Cola Zero 16 kroner for 1,5 liter.

Til gengæld mener Hovedskou, den kostede 18 kroner for 33 cl ude i bageren. Føtex skriver dog i et svar til  selvsamme kunde, at de mener, den stod til 12 kroner ude hos bageren.

Uanset bagerprisen understreger Erik Hovedskou, at prisforskellen ifølge ham er for stor, når indeholdet stort set er det samme.

»Det føles lidt, som om man bliver taget ved næsen. Altså forskellen er jo virkelig, virkelig stor, og jeg synes faktisk ikke, det giver mening.«

Han mener, at man bare spekulerer i, at folk enten ikke har tid eller orker at gå igennem butikken. 

For colaen bliver ikke tre gange mere værd af at være på køl eller nem at få adgang til, siger han.

Der vil jo være dem, der siger, at de fleste ved, at det er dyrere ude foran i kiosk og bager. Er det ikke op til forbrugeren selv at gå ind i butikken i stedet?

»Der er nok nogen, der har den indstilling, men jeg synes virkelig, at prisforskellen er for stor og egentlig slet ikke giver mening, når man tænker over det,« siger Erik Hovedskou.

Han er på efterløn og går derfor op i, hvad han betaler for sine varer.

For det kan godt være svært at finde den bedste kilo- eller literpris som forbruger. Det også Forbrugerrådet TÆNK. 

Her siger Maja Effersøe Khan, forbrugerpolitisk rådgiver, at sodavand er et godt eksempel på et produkt, som placeres strategisk for at lokke forbrugerne. 

Desuden er der en pointe i, at kolde varer koster markant mere, samt at der kan være store besparelser ved at købe større flasker.

»Med sodavand ser man jo ofte, at der er ret stor forskel på prisen på to udgaver af samme produkt alene fordi, det i en udgave er på køl,« siger Maja Effersøe Khan og uddyber:

»Det appellerer til impulskøb og her-og-nu-forbrug, som gør det nemmere for producenterne og forhandlerne at få en højere pris. Der er det jo også vigtigt at vurdere, hvor meget, man synes, det, at drikkevaren er kølig, er værd.«

B.T. sætter fokus på, at det ofte kan være svært for forbrugerne at finde ud af, hvornår en handel reelt er god. 

For selvom der aldrig har været mere fokus på fødevarepriserne, siden de ifølge Danmarks Statistik er steget med 30,2 procent de sidste fire år, skal mange alligevel holde tungen lige i munden.

Der er mange faldgruber i dagligvarebutikkerne, lyder det fblandt andre fra Maja Effersøe Khan.

Kiloprisen er derfor afgørende som værktøj, men stadig er der en udfordring i, at folk er pressede på tid og ikke har tid til at undersøge hvert produkt.

Butikkerne kan lokke på mange måder. Som strategisk placerede produkter eller signaler, som ikke helt indfries.

»Vi ser for eksempel varer, der ligger i en rodekasse for produkter, der er ved at udløbe, hvor man sparer meget lidt, selvom der er et gult prismærke på,« siger Maja Effersøe Khan.

B.T. har taget kontakt til Salling Group for at høre, hvad de tænker om den kritik, Erik Hovedskou kommer med.

De er ikke vendt tilbage inden deadline på denne artikel.