En helt særlig fødevare er blevet voldsomt populær den seneste tid.

Faktisk er den blevet så efterspurgt, at mejerierne nu må skrue op for produktionen.

Der er – selvfølgelig, fristes man måske til at sige – tale om hytteost.

Særligt på de sociale medier er der de seneste år opstået en hel trend om og med hytteost, hvor der deles opskrift på opskrift på opskrift med de bløde ostekorn i en cremet flødelage.

Af den grund er mejerierne nu nødt til at udvide kapaciteten for at kunne følge med, oplyser Mejeriforeningen i en pressemeddelelse onsdag.

Hos Mammen Mejerierne, som er det eneste mejeri, der producerer hytteost i Danmark, har man måttet udvide produktionen – for anden gang.

Og hos Arla, der er et af verdens største mejerier, har man over de seneste tre år oplevet, at salget af hytteost er steget med 25 procent på tværs af mejeriets markeder.

Særligt i Nordeuropa.

Derfor vil Arla nu investere 212 millioner kroner i at øge produktionen af hytteost på koncernens mejeri i Falkenberg i Sverige, som i forvejen er Europas største hytteost-mejeri, oplyser Mejeriforeningen.

»Hytteost blev tidligere betragtet som et nicheprodukt, men den globale interesse for ernæring gør, at hytteost vinder bredt frem,« lyder det fra Arla.

Tal viser ifølge Mejeriforeningen, at efterspørgslen på hytteost er steget støt og markant.

Alene fra sommeren 2025 til sommeren 2026 er der 13 procent flere husstande, som lægger hytteost i indkøbskurven, lyder det.