Der er grund til at smile, hvis du godt kan lide frikadeller, boller i karry, krebinetter eller andre retter med svinekød.  

Fra lørdag har Netto besluttet at sælge 300 gram hakket svinekød med 8 til 12 procent fedt for 10 kroner. 

Den billigste svinekød kan lige nu findes i Netto.  Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det giver en kilopris på 33,33 kroner - og det kan ingen af konkurrenterne være med på.

Det viser et tjek af de aktuelle priser for hakket svinekød i tolv dagligvarekæders tilbudsaviser. 

»Julen nærmer sig, og julefrokostsæsonen står for døren, og derfor skal der steges frikadeller og medister - det bakker vi glædeligt op om i Netto,« siger Christoffer Roslyng Green, der er press consultant i dagligvarekoncernen Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto.  

Hele tre andre kæder kommer dog yderst tæt på Netto.

I både SuperBrugsen, Kvickly og Lidl kan man lige nu købe hakket svinekød til en kilopris på 40 kroner - og det betyder, at de i den her uge må deles om andenpladsen på listen over de kæder med den billigste hakkede svinekød. 

Melder sig ind i priskrig
Med det heftige tilbud på hakket svinekød melder Netto sig for alvor i discountkædernes vilde krig om kødpriserne.

I sidste uge valgte Lidl at sætte prisen for 350 gram hakket oksekød ned til 29 kroner - og det tilbud var der heller ikke nogen af de andre dagligvarekæder, der kom i nærheden af.

Men den her uge er Netto altså billigst, når det gælder hakket svinekød.