Det er på ingen måder pæne ord, to eksperter kommer med om den nye supermarkedskæde ved navn Coop, der med 250 butikker skal være Danmarks største.
Det er især meldingen fra Coop-direktøren, Allan Kristoffersen, om, at der nu laves en »helt ny butikstype« i Danmark med betegnelsen 'hverdagsmarked', der får eksperterne til at undre sig.
»Når jeg siger, vi vil skabe et hverdagsmarked, er det fordi, vi vil skabe en helt ny butikstype i Danmark, som både kan det et supermarked kan, men også det, en discountbutik kan,« sagde direktøren onsdag til B.T.
Det giver livstilsekspert Henrik Byager ikke meget for.
»Jeg synes, det er en meget vanskelig øvelse at bevæge sig ud i at forsøge at introducere en ny kategori. Er der nogen, der har efterspurgt det? Er folk ikke meget godt dækket ind med almindelige discountsupermarkeder til dagligt,« siger Henrik Byager, der er livsstilsekspert.
Han tilføjer:
»Jeg synes, det er et fattigt koncept, og jeg tvivler på, det har den helt store gennemslagskraft, hvor folk siger 'hold da op, lige sådan et supermarked har jeg manglet'.«
Heller ikke detaileksperten Bruno Christensen mener, at den nyoprettede kategori 'hverdagsmarked' vil gøre nogen forskel.
»Direktøren kan jo godt definere det som 'hverdagsmarked', men hos forbrugerne vil det være det lokale Coop-supermarked. Så det at kalde det for 'hverdagsmarked', det er noget, direktøren kan have for sig selv. For forbrugerne er det et supermarked,« siger han.
Begge eksperter har ligeledes set video fra den første Coop-butik, der blev optaget dagen inden, den formelt åbnede torsdag i Hinnerup ved Aarhus.
Henrik Byager har svært ved at se, at selve indretningen af Coop-butikken adskiller sig særligt meget fra supermarkederne, vi kender i dag.
»Man får at vide, at det er lidt mere praktisk anlagt, men det er ikke sådan, man tænker, at nu går man som forbruger ind i et 'hverdagsmarked' i stedet for et supermarked,« siger han.
Bruno Christensen kan heller ikke se, at Coop-butikken skiller sig specielt ud.
Han mener dog, at det er rigtigt, at der i butikken vises, at der er discountmatch på 1.000 varer, så de matcher Netto, Rema 1000 og Coop 365.
»Det er i sig selv en nødvendighed i dag at lave discountmatch på mange af varerne. Det er sådan, at 80 til 90 procent af alle dagligvarer, der sælges i dag, sælges til discountpriser, uanset om det hedder det ene eller andet. Det er man nødsaget til for at kunne sælge produktet,« siger han.
Bruno Christensen bider også mærke i, at økologi vil fylde lidt mere i den nye kæde.
»Økologi spiller en vigtig rolle i moderne dagligvarebutikker, men vi har det seneste år set, at salget af økologiske produkter er faldet drastisk, fordi priserne er blevet højere, og folk derfor er begyndt at købe noget til lavere priser,« siger han.
Direktør: Eksperter skal komme i butikken
Koncerndirektøren i Coop, Allan Kristoffersen, oplyser, at han vil glæde sig til at se de to eksperter i butikken i Hinnerup eller Codanhus, som åbner næste fredag.
»Så vil de have et noget bedre grundlag at udtale sig på. Som tidligere nævnt er det en test, og vi er derfor glade for alle de reaktioner, vi får fra kunder og andre, der besøger Coop Hverdagsmarked. Vi vil lytte til eksperterne, men først og fremmest kunderne, som kommer i butikkerne,« skriver han i en mail.
Allan Kristoffersen slår fast, at kunderne ved åbningen af Coop i Hinnerup, har været rigtig tilfredse.
»De første reaktioner i forbindelse med åbningen i Hinnerup står i skærende kontrast til eksperternes kommentar. Vi har sjældent fået så positive tilbagemeldinger ved åbningen af ny butik,« skriver han.
Bruno Christensen slår fast, at han er skeptisk.
»Spørgsmålet er om de kan revolutionere markedet. Det kan jeg have min skepsis om, men det er jo op til forbrugerne at afgøre,« siger han.
