Du har sikkert set, at priserne i supermarkederne stiger og stiger.
Nu beskyldes topchefen i Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, for at tegne et skønmaleri, når han i den helt nye årsrapport fortæller, hvad Danmarks største dagligvaregigant sidste år gjorde for at sælge varerne billigere.
En årsrapport, der kommer samtidig med, at Salling Group har kunnet vise et overskud på 1,7 milliarder kroner, der kommer ud af en rekordomsætning på 72,2 milliarder i 2024.
Men Anders Hagh, der er administrerende direktør i Salling Group, forklarer i årsrapporten, at der sidste år blev taget »afgørende skridt« for billigere varer.

»Ved at anerkende de stigende leveomkostninger som en primær bekymring for vores kunder, har vi taget afgørende skridt. Vi lancerede flere store priskampagner på essentielle dagligvarer og samarbejdede med leverandører for at sænke fødevarerpriser,« lyder det fra topbossen i årsrapporten.
»Vores fokus forblev på at opretholde en slank, effektiv organisation for at levere stærk værdi til vores kunder, selv i udfordrende økonomiske forhold,« tilføjer direktøren.
'Rammer troværdigheden´
Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver hos Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, mener, at der tegnes et skønmaleri af, hvad dagligvaregiganten gør i en tid, hvor fødevarepriserne stiger heftigt.
»Det er et skønmaleri, og jeg synes, at det rammer troværdigheden, når der kommer sådan nogen floskler om, hvad der gøres for at sænke priserne,« siger han.
I sidste weekend kom det da også frem, at Netto, der med 553 butikker er Danmarks største supermarkedskæde, har hævet priserne gevaldigt på mange varer, der ellers ifølge reklamer var lagt under et prisloft.
Steget med 59,9 procent
Eksempelvis er prisen for en appelsinjuice steget med 59,9 procent siden 1. juni 2022.
Og prisen for både en pakke fiskefrikadeller og kyllingenuggets steget med 43 procent, viser gennemgang af varerne, der i 2022 var lagt under et prisloft, skrev jp.dk i weekenden.
Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef i Salling Group, kan du ikke godt se, at det virker utroværdigt for kunderne, at Anders Hagh melder ud, at I anerkender, at stigende leveomkostninger som en primær bekymring for jeres kunder, når nu varer fra Nettos stort opsatte prisloft er steget så kraftigt?
»Nej, det kan jeg faktisk ikke. Der har været fuld transparens om prisloftet fra 2022, og hvor langt tid det skulle køre. At priserne samlet set er steget siden udløb, kan vel næppe komme som den store overraskelse for nogen,« siger han og slår fast, at nogle af varerne med prisloft faktisk er faldet i pris.
Henning Otte Hansen mener, at det bør komme frem, hvor mange penge, dagligvarekæderne rent faktisk bruger på at købe varerne fra leverandørerne, så man kan se, hvem der skummer fløden på fødevarerne.
»Det var bedre, hvis det rent faktisk kunne ses, hvad der betales til leverandørerne af dagligvarerne. Så vil kunderne bedre kunne vurdere, hvad der er sandheden,« siger han.

