Peter Kastrup-Misir stillede det samme spørgsmål igen og igen:
Fortæl mig noget om mig selv, som jeg ikke ved.
Svarene har ikke bare gjort eksperten i kunstig intelligens klogere på sig selv. De har også givet et indblik i, hvor stor effekt værktøjet i fremtiden vil have for forbrugere og butikker.
Og ikke mindst for dagligvarehandlen.
For det er ai, at Peter Kastrup-Misir igen og igen har fodret med det samme spørgsmål.
»Der har været en del svar, som har fået mig til at tænke,« siger Peter Kastrup-Misir, direktør og stifter af firmaet Manifold ai og rådgiver flere store danske virksomheder og ministerier om brugen af kunstig intelligens:

»Mere interessant er det måske, at de første svar ikke rigtig var noget, men så blev den dygtigere og dygtigere til at ramme noget ved mig. Til sidst ramte den mig meget præcist.«
Og de svar kan altså bruges i praksis.
Det vil eksempelvis kunne gøre det mere og mere bekvemt for dig at bruge ai til at rådgive dig i forhold til dine køb.
»Når du bruger den meget, lærer den dig at kende. Det er det, der er med de her nye modeller. De har hukommelse,« siger Peter Kastrup-Misir.
Lige nu kan ai finde relevante opskrifter, lave en indkøbsliste, tjekke tilbud, lave ruter til indkøb.
Inden længe kan vi dog sagtens befinde os i en virkelighed, hvor ai også står for den sidste del. Nemlig selve købet.
Eksempelvis venter der formentlig en virkelighed, hvor vi 'taler' med ai om den rejse, vi skal købe.
Og så vil det være den, der laver transaktionerne.
Det rejser dog et interessant spørgsmål: Hvor godt kan ai egentlig lære os at kende? Og hvad betyder det for os som forbrugere, når teknologien bliver så personlig?
Tilbage til spørgsmålet, Peter Kastrup-Misir stillede ai. For hvad lærte han om sig selv?
Hans svar afslører, at svaret ramte noget helt derinde, hvor kun de nærmeste lukkes ind.
»Den kom løbende med mere og mere personlige betragtninger, og det er jeg ikke sikker på, jeg vil dele med hele Danmark,« svarer Peter Kastrup-Misir med et grin.
For en ting er sikkert, så indgående kendskab til ens kunder er guld værd.
Salling Group meldte da også for nyligt ud, at de sætter gang i et arbejde hvor de vil koble ai og data, de har fra over en million ugentlige kunder. Det skrev DetailWatch.
Peter Kastrup-Misir giver et eksempel på en anvendelsesmulighed.
»Der er mange ting, der kan blive påvirket,« siger han og fortsætter:
»Det kunne være noget helt lavpraktisk, som at svar på kundemails hos Salling bliver langt mere personlige og mere målrettet dig,« siger han.
