Når du fremover skal handle syd for den dansk-tyske grænse, vil der være tre butikker færre at vælge imellem.

Grænsehandlen Priss lukker og slukker i løbet af marts, skriver JydskeVestkysten.

Direktøren for Priss, Carsten Christensen, oplyser, at man har undersøgt samtlige muligheder for at kunne køre virksomheden videre med en »langsigtet holdbar og rentabel forretningsmodel«.

Men det har ikke kunnet lade sig gøre.

»Vi kan ganske enkelt ikke føre virksomheden videre på en ansvarlig måde og gøre Priss fremtidssikret uden betydelige investeringer i både IT, indretning og bygninger, som vi i det nuværende og fremtidige marked ikke mener er realistisk at kunne tjene hjem igen. Derfor vil ejerne prioritere at bruge deres ressourcer på deres øvrige aktiviteter,« skriver direktøren.

Alle de ansatte i Priss er blevet opsagt.

Grænsehandelbutikken blev startet for ti år siden.

Virksomheden har adresse i byerne Harrislee, Pebersmark og Süderlügum.