Hos Brugsen, 365discount og Kvickly er salget af vandflasker steget med over 100 procent, efter Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen lørdag offentliggjorde en tjekliste, der skal gøre folk beredt til en krisesituation.
Det meddeler Jens Juul Nielsen, der er kommunikationsdirektør i Coop, som driver de tre supermarkedskæder.
»På salget af vand, har vi godt og vel set en fordobling i forhold til en normal weekend,« siger han.
Kan du sige, hvor mange flere vandflasker, der er blevet solgt i forhold til normalt?
»Nej, vi oplyser ikke absolutte tal for styksalg, men kun udviklingen, og den er altså øget med over 100 procent,« siger han.
Tre liter pr. person pr. døgn
Beredskabsstyrelsen anbefaler, at man sørger for at gemme tre liter vand pr. person pr. døgn til at drikke og tilberede mad.
'Skal du have vand til tre døgn, skal du altså have 9 liter vand pr. person. Sørg for at have vand til alle i husstanden – også evt. husdyr', skriver Beredskabsstyrelsen.
Rasmus Dahlberg, der er leder af Center for Samfundssikkerhed i Forsvarsakademiet, og aktuel med bogen 'OBS: Oplysningerne til Borgerne om Samfundssikkerhed', oplyser, at det er vigtigt at have vandet i et mørkt og køligt sted.

»Det kan være i kælderen eller i et skur, hvor det vil være bedst at have vandet stående,« sagde han i marts til B.T.
Vælger man drikkevand fra vandhanen kan det opbevares i flere måneder i en lukket flaske/beholder, hvis vandet opbevares køligt og mørkt, oplyser Beredskabsstyrelsen.
Det er kun i forhold til salget af vandflasker, Coop har set en stigning, siden tjeklisten blev offentliggjort.
»Vores samlede salg har ikke været større i denne weekend end normalt. Så danskerne har taget det roligt og fornuftigt,« siger Jens Juul Nielsen.
Hos konkurrenten Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka er meldingen, at der både er solgt flere vandflasker og konserves end normalt. Læs mere om det HER.
Der er masser af gode muligheder for at spare penge på madbudgettet. Sådan lyder det fra kogemand og smagstester Thomas Alcayaga i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor vi også taler om dansk madkultur generelt.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.