Pia Jensen kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da hun læste Coops forklaring på, hvorfor kæden ikke indfører mærkning af europæiske varer.
I 20 år hun været medlem af den delvist medlemsejede supermarkedsgigant, men nu har den 62-årige fået nok:
»Det gør mig vred, at de træffer sådan en arrogant beslutning på vegne af to millioner medlemmer. De påstår, at det ikke nytter at boykotte, fremfor at lade det være op til os som kunder,« siger Pia Jensen.
Hun er blandt de danskere, der går en stor bue uden om amerikanske varer, efter Donald Trump har truet Danmark med potentiel militær indgriben og toldsatser, som blev delvist eksekveret onsdag.
»Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se på den lille gnom, der har fået magten i USA,« siger hun og tilføjer:
»Man føler sig så magtesløs, og boykot er vores måde at sige fra på. Det eneste Trump forstår er penge og magt,« mener hun.
Mens Salling Group allerede er i gang med at rulle mærkningen ud i deres butikker, advarer Coop decideret mod en mærkning. Den vil ifølge dem være misvisende, unuanceret og ligefrem skade danske og europæiske virksomheder.
»Hvem rammer det egentlig, hvis Carlsberg må skrue ned for den danske produktion af Coca-Cola i Fredericia?« argumenterede Coops chef for ansvarlighed og kvalitet, Thomas Roland, i et længere opslag på LinkedIn.
Et argument Pia Jensen på ingen måde køber:
»Vrøvl! Arbejdspladserne flytter bare et andet sted hen. Kunderne holder jo ikke op med at købe en vare – de vælger bare et alternativ.«
Coop fastholder, at det er mere kompliceret end som så, og der er en risiko for, at ordning kan føre til misvisende information.
Men Pia Jensen mener Coop kan gøre mere, hvis de har viljen:
»Man kan allerede i dag spore en vare i tilfælde af sygdomsudbrud, og jeg har kunne finde ud af, hvor en vare kommer fra, så det kan Coop selvfølgelig også, hvis de gider,« siger hun.
Forleden delte hun sin beslutning om at sige farvel til Coop i Facebook-gruppen 'Boykot varer fra USA,' hvorefter adskillige medlemmer har gjort klart, at de nu også dropper Coop.
»Nu lægger jeg – og andre – dem på is et godt stykke tid. Jeg vil i hvert fald ikke handle der mere,« fastslår Pia Jensen.
Fra Coops side lyder det, at de altid er ærgerlige, når et medlem melder sig ud, men de er til for de mange og ønsker at sælge dagligvarer til deres kunder og medlemmer »på et korrekt oplyst grundlag.«
En mærkningsordning, hvor man skal ramme europæiske varer, risikerer at være misvisende lyder det. Der er nemlig varer med overvejende amerikanske ingredienser, som er dansk eller europæisk ejede, ligesom det omvendte er tilfældet. Læs deres fulde svar ovenover.