Mange dagligvarepriser er steget voldsomt natten til onsdag.
Det er på grund af nye krav til producenters affaldshåndtering. Danskerne kan oplever prisstigninger i butikkerne, men skulle til gengæld snarest muligt mærke et fald i deres betaling af affaldshåndtering.
Det er bare ikke tilfældet for alle. Mange vil ikke kunne mærke en kompensation trods løfte om andet.
B.T. har talt med bestyrelsesformand i kommunaltejede Odense Renovation, Karsten Fogde, der siger, at eventuelle besparelser efter producenterne bliver ædt af andre stigninger.
»Vi er blevet pålagt at lægge moms på affaldsgebyret af Skattestyrelsen, så den besparelse, der måtte komme af, at producenterne betaler affaldshåndtering, bliver udlignet. Så vi står i den situation, at borgerne ikke nødvendigvis kan mærke en nedgang.«
Avisen Danmark talte i første omgang med bestyrelsesformanden i forbindelse med en rundringning til aktører indenfor affaldshåndtering i de forskellige kommuner. Flere siger, beboerne i deres kommune ikke skal forvente at mærke en nedgang i deres betaling, selvom det var løftet fra Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse i 2024.
»Det skønnes at kunne medføre en reduktion i borgernes affaldsgebyr på cirka 500 til 600 kroner eksklusiv moms per husholdning om året,« skrev Miljøstyrelsen ud i en pressemeddelelse i december 2024.
Det er netop eksempelvis moms eller lokale udgifter, som æder besparelsen op, lyder det ifølge mediet.
Hvad tænker du om, at der alligevel ikke er en nedgang i udgifter for borgerne?
»Jeg tænker, det er sådan, det er. Men selvfølgelig kan jeg forstå, hvis folk undrer sig over at skulle betale to gange,« siger Karsten Fogde.
Han oplyser, at odenseanerne dog stadig har udsigt til at få en lav omkostning til affaldshåndtering. Selvom der ikke er aftalt noget endeligt i kommunerne om opkrævninger for affald, er der gode takter, lyder det fra ham.
»Det ser ud til, at vi stadig får en af landets laveste betalinger for affaldshåndtering. Trods alt.«
Læs her, hvor store prisstigninger man eksempelvis kan se i Rema 1000 onsdag morgen.