Discountsupermarkederne rager kunderne til sig i Danmark, men i dag er der især én kæde, som har grund til at fejre succesen. 

Den norske discountsupermarkedkæde Rema1000 er nemlig blevet kåret som det stærkeste brand i Danmark i en ny Yougov-undersøgelse foran nationale giganter som MobilePay, Matas, Lurpak og LEGO. 

Men brandekspert Kasper Kjærgaard Jensen, der er administrerende direktør i reklamebureauet Nørgaard Mikkelsen, er slet ikke chokeret over, at Rema 1000 er topscorer hos de danske kunder. 

»Det er et udtryk for den superstærke position Rema 1000 har på det danske marked. Vi handler i supermarkedet rigtig tit, så det er forrest i bevidstheden hos rigtig mange danskere. Kort sagt er de lykkedes med at skabe en følelse af nærhed og autencitet«.

Til spørgsmålet om hvorfor Rema 1000 er den dagligvarekæde, der slår alle de andre, som også er langt fremme i danskernes bevidsthed, påpeger Kasper Kjærgaard Jensen to vigtige parametre. 

»Rema 1000 er lykkedes med fortællingen om, at du handler ved den lokale købmand. Når du kommer ind i forretningen er der et billede af den lokale ejer, som ligeledes har lov til at sætte sit eget præg på hver deres butik.

»De åbner også rigtig mange butikker i øjeblikket, og de er virkelig gode til at sætte sig på et lokalområde.«

»Derudover har kunderne simpelthen en opfattelse af, at de får mere, end de forventer af et discountsupermarked, når de handler i Rema.«

»Kort sagt er de lykkedes med at skabe en følelse af nærhed og autencitet,« siger brandeksperten.