DF-profil afslører: Siger ja til regeringens moms-forslag
Dansk Folkeparti er nu klar til at gå med til regeringens forslag om nulmoms på frugt og grønt og sænke momsen på de andre madvarer.

Dansk Folkeparti er nu klar til at gå med til regeringens forslag om nulmoms på frugt og grønt og sænke momsen på de andre madvarer.

Dansk Folkeparti kommer til at sige 'ja' til regeringens meget omtalte forslag om at fjerne momsen på frugt og grønt og halvere den på de andre fødevarer.
Det afslører Anders Vistisen, der er finansordfører for Dansk Folkeparti.

»Vi synes, at det skal være en ordning, der er nem at implementere, så vi synes, at det bedste var at få momsen så langt ned som muligt på alle varerne i stedet for at lave alle mulige særordninger,« siger han og tilføjer:
»Men det er ikke sådan, at hvis der sidder nogen partier i regeringen for hvem, det er det vigtigste i hele verden, at der er nulmoms på grøntsager, at vi vil blokere for det,« siger han.
Torsdag vakte det opsigt, da Dansk Folkeparti indgik en skatteaftale med regeringen, der blandt andet sænker afgifterne på benzin og diesel.
'Skal ikke skille os'
Anders Vistisen stod selv på første række sammen med skatteminister Jacob Engel-Schmidt (M) og finansminister Peter Hummelgaard (S), da aftalen for rullende kamera blev præsenteret.
Og han er altså klar til at gøre det igen, når en ny momsaftale skal præsenteres - også selv om regeringens momsplaner i august mødte kritik fra netop Anders Vistisen.
»Vi synes ikke, at der skal være forskel på, om man spiser en hakkebøf af oksekød eller en plantebøf, men det skal ikke være det, der skiller os ad,« siger han nu.
Anders Vistisen oplyser dog, at regeringen ikke endnu har inviteret DF med til forhandlinger om momsloven, der ventes at kunne starte fra 2028, når it-systemet er gjort klart til det.
»Vi har ikke endnu fået invitationen af regeringen for at tale om moms,« siger han.
B.T. har spurgt Socialdemokratiet finansordfører, Kaare Dybvad Bek, hvad han siger til, at DF er åbne for moms-aftalen, men han er ikke vendt tilbage.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast, Youtube eller ved at trykke 'lyt' herunder: