Man skulle måske ikke tro, at det var danskerne, der havde patent på bollen med ost, men nu går det elskede morgenmadshit verden rundt under navnene 'Scandi plate' eller 'Copenhagen plate'. 

Det skriver Berlingske.

Her kan du nu i flere gigantiske storbyer rundt om i verden, såsom Seattle og Seoul, bestille en helt klassisk surdejsbolle med ost. 

Og selvom bollen herhjemme længe har været fast inventar på menukortet, er det som om, det først er gået op for omverdenen lige nu.

Søger man på 'Scandi plate', dukker der tusindvis af opslag op på de sociale medier sammen med videoguides til, hvordan man anretter sin morgenmadstallerken allerbedst med de tre simple ingredienser: bolle, smør og ost, fortæller mediet.

Ifølge seniorkonsulent hos Madkulturen, Hannibal Hoff, er der dog en helt særlig og god grund til, at den danske morgenmad lige nu går fuldstændig viralt:

»BMOen og ostemaden er en autentisk spise. Den er folkelig. Det er formentlig den mest udbredte form for morgenmad i Danmark, og har været det i årevis. Lige pludselig er den også autentisk, fordi håndværket omkring både brødet, det piskede smør og osten er steget i kvalitet, uden at det bliver snobbet,« siger han til Berlingske.

Også flere store udenlandske medier er hoppet med på den helt store bølge.

Her har blandt andet Financial Times skrevet en stor artikel om Danmarks dybe kærlighed til BMO'en.

Morgenmadsbollen er nemlig blevet så ekstremt populær, ikke blot på grund af Instagram, men fordi det er noget, man higer efter, når man ikke har lyst til andet, understreger Hannibal Hoff.