Flere franske supermarkedskæder blev mandag ramt af et cyberangreb, hvor hackere skruede op for temperaturen i butikkernes kølediske. 

Det har blandt andet betydet, at butikker måtte kassere berørte fødevarer. 

Hele situationen har nu fået flere danske kæder til at reagere til RetailNews. 

Kommunikationsdirektør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen, oplyser, at dagligvarekæden er gået i højeste alarmberedskab på området og tilføjer: 

»Vi følger situationen i Europa lige nu meget nøje og er rykket op i højeste alarmberedskab på dette område. Uanset at vi ikke har tilsvarende systemer, er det foruroligende at høre meldinger om at hackere rammer dagligvarer i Frankrig,« siger direktøren.

Dagrofa følger ligeledes situationen tæt, og it-direktør, Mads Madsbjerg Hansen, understreger til mediet, at kæden ikke er blevet ramt, men at hændelserne i Frankrig har gjort, at man har skærpet sikkerheden. 

Hos Coop Danmark har man heller ikke været ramt, men pressechef, Jacob Lassen, forklarer at koncernen løbende oplever forsøg på cyberangreb, og at koncernen oplever, at omfanget er steget de senere år.

Ifølge RetailNews er omkring 150 til 200 Intermarché-butikker og næsten 100 Coopérative U-butikkers køle- og frysesystemer blev ramt af cyberangreb, der blandt andet har ramt danske Danfoss.