Dagligvarekoncerner savner svar: Meld så ud, Engel-Schmidt
Et møde mandag mellem dagligvarebranchen og skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) kommer til at tage en anden drejning, end ministeren har meldt ud.

Et møde mandag mellem dagligvarebranchen og skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) kommer til at tage en anden drejning, end ministeren har meldt ud.

Kan danskerne også slippe helt for at betale moms for varer i supermarkedet, der indeholder en hvis mængde frugt og grønt?
Altså eksempelvis smoothies, yoghurt med frugtstykker og gulerodsboller.

Det kommer til at blive et af de helt centrale spørgsmål, når dagligvarebranchen mandag skal holde møde med skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) om den nye regerings forslag om at fjerne momsen helt på frugt og grønt og halvere den på de øvrige fødevarer.
Dagligvarekoncernen Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto, kommer til at være repræsenteret ved mødet med ministeren.
»Vi spørger os selv, om det kun gælder friskt frugt og grønt. Hvad med frosne grøntsager? Vores færdige salatblandinger? Hvad med smoothies? Yoghurt med frugtstykker? Gulerodsboller?,« lyder det fra Jacob Krogsgaard, der er pressechef i Salling Group.
»Det er spørgsmål, vi vil rejse, for der er brug for ens praksis og klare retningslinjer,« tilføjer han.
Skal afklares hurtigt
Også Coop, der driver SuperBrugsen, Brugsen, Kvickly og 365discount, er inviteret med til mødet.
»Vi er enige i, at det er vigtigt, vi hurtigt og meget konkret får afklaret, hvilke varegrupper, der er omfattet af momssænkningerne,« siger Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop.
Dermed kommer mødet til at tage en anden drejning, end Jakob Engel-Schmidt onsdag lagde op til.
Da var meldingen, at dagligvarebranchen er indkaldt til mødet for at drøfte, hvordan ministeriet og branchen sikrer, at lavere moms omsættes til lavere priser.
»Det håndslag tænker jeg, branchen vil være parat til at give,« lød det fra Jakob Engel-Schmidt i pressemeddelelsen om mødet.
Men han kommer altså også til at skulle svare på, hvilke varer, der reelt omfattes af nulmoms.
'Konstruktiv dialog'
B.T. har videregivet spørgsmålet fra Salling Group til Jakob Engel-Schmidt.
»Når vi sænker momsen på fødevarer, skal danskerne kunne mærke det ved kassebåndet. Det håber jeg, at detailbranchen vil være med til at sikre – og jeg ser meget frem til at mødes med detailbranchen på mandag,« skriver ministeren i en mail og fortsætter:
»Jeg hilser Salling Groups spørgsmål meget velkommen, og jeg drøfter meget gerne en afgrænsning af fødevarerne med dem og de andre i branchen. Det er naturligt, at branchen har spørgsmål til den konkrete udmøntning, og det tager jeg gerne en konstruktiv dialog om.«