En, to, tre.
Hver tredje krone Nemlig.com får fra salg af kylling lige nu, tjener de på kødet fra de såkaldte turbokyllinger. Nu trykker kæden dog hårdt på bremsen.
De har nemlig sat et meget ambitiøst mål for, hvornår det skal være slut med salget af den hurtigtvoksende race.
»De her kyllinger er blandt andet ramt af benbrud og vejrtrækningsproblemer. Det er altså her vores røde linje for, hvad vi vil være med til, går.«
Sådan lyder det fra onlinekædens ESG- og kommunikationsdirektør Cathrina Dybdahl.
Derfor har de besluttet, at de vil være fri for turbokyllingekød i både deres frosne og ferske sortiment, når dette år slutter.
Det er en stor opgave, erkender kommunikationsdirektøren, der i første omgang talte med mediet Retail News om sagen.
»Det kræver en meget tæt dialog med vores leverandører, for at det kan lade sig gøre.«
Hos både markedsleder Salling Group, der ejer Netto, Føtex og Bilka, samt hos Rema 1000 har man også erklæret et mål om at ville droppe turbokødet.
Hos Coop meldte man sidste år ligeledes ud, at man ville droppe turbokyllinger i de ferske produkter.
Flere af jeres konkurrenter har jo været en del tidligere ude og melde ud, at de ville droppe de hurtigtvoksende kyllinger. Hvorfor erklærer I først et mål nu?
»Man kan jo hæfte sig ved, at flere af konkurrenterne ikke har en forpligtende målsætning med en slutdato. Det har været svært at finde rapportering på, hvordan det faktisk går for dem med at udfase turbokyllinger,« siger Cathrina Dybdahl.
»For fem år siden, kunne det her ikke have ladet sig gøre. Det kan det nu, hvor leverandørerne også har en produktion, der forhåbentlig kan levere nok velfærdskød.«
Hos Salling Group vil de inden 2026 have udfaset turbokyllinger på frost i fast sortiment.
De vil ligeledes helt udfase kødet i ferske produkter i 2026. Både i det faste og ikke-faste sortiment.
»Undervejs skal vi have kunderne og leverandørerne med på rejsen, og derfor er det ideelt at fortsætte den gradvise udfasning af hurtigtvoksende kyllinger,« udtalte Henrik Vinther Olesen, bæredygtighedsdirektør i Salling Group i den forbindelse.
Fra Nemlig.com oplyser man, at der stadig vil indgå turbokyllinger i produkter, hvor kyllingen kun er en bestanddel. Det kan ikke nåes at afskaffe inden næste år.
