Strejken blandt Coops lagermedarbejdere fortsætter flere steder i landet og har skabt forsinkelser på vareleverancer til butikkerne.
Det bekræfter Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen over for B.T.
»Men vi har et nødberedskab i gang, hvor folk, der normalt er på hovedkontoret og i butikkerne, hjælper på lageret med at pakke varer, så kunderne bliver mindst muligt påvirket,« siger han.
Omkring 300 lagermedarbejdere deltog i arbejdsnedlæggelserne, da konflikten brød ud, men Coop kan ikke præcist sige, hvor mange der fortsat strejker.
Konflikten handler om nye arbejdsforhold efter Coops indmeldelse i Dansk Erhverv, hvor især arbejde over påske og helligdage har fået medarbejdere til at reagere.
»De mener, den er dårligere, men den er på niveau med resten af branchen,« mener Jens Juul Nielsen.
Hvor længe strejken fortsætter, er fortsat uklart, men informationsdirektøren regner med, at det snart får en ende:
»Men vi kan i princippet blive ved, men vi håber selvfølgelig ikke, det skal fortsætte ret meget længere. Vi vil hellere, at det er de medarbejdere, som er vant til at være på lageret, som er det,« siger informationsdirektøren.
Men er I villige til at imødekomme lagermedarbejderne med bedre forhold, så situationen bliver løst hurtigt?
»Den snak tager vi med fagforeningen og medarbejderne og ikke over for B.T.,« siger han om mulige kompromiser.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra 3F, som faciliterer strejken, men det har ikke været muligt. Over for RetailNews har 3F dog tidligere ikke ønsket at kommentere sagen.

