Når EU som ventet lægger modtold på amerikanske varer, vil dagligvaregiganten Coop indføre en mærkning af varer produceret i USA.
Det oplyser Jeff Salter, der er den øverst ansvarlig for al indkøb i Coop, der driver Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount.
»Med told på varer produceret i USA kan vi lave en præcis mærkningsordning. Vi kommer til at mærke disse varer for at fortælle vores kunder, hvorfor de pludselig er blevet dyrere,« siger han.
Desuden kommer Coops kæder til at reducere markedsføringen af varer produceret i USA og øge markedsføringen af varer produceret i Danmark og Europa.
»Som en naturlig konsekvens skruer vi ned for markedsføringen af de varer, der er produceret i USA og op for markedsføringen af danske varer,« siger Jeff Salter og tilføjer:
»Vi ved, at varer der bliver dyrere, bliver mindre attraktive for kunderne, og derfor er det logisk for os at finde billigere alternativer. Derfor forventer vi et markant fald i salg af amerikanske varer, hvis tolden bliver indført.«
Det er dog begrænset, hvor mange varer, der er tale om.
Kun omkring en procent af Coops sortiment er produceret i USA. Det er først og fremmest vin fra Californien.
Derudover er det især nødder, mandler, rosiner og peanuts, der vil blive ramt af en told på amerikanske varer.