Gulerødder, kartofler og broccoli. Coop giver fra tirsdag fem procent bonus på al frisk frugt og grønt til kædens to millioner danske medlemmer.
Hvis man køber for 100 kroner, får man altså fem kroner tilbage på sit medlemskort.
Nu forklarer direktøren, hvordan en for nylig så voldsomt underskudsplaget forretning skal klare sådan en investering.
»Vi håber selvfølgelig, at vores gode medlemmer vil begynde at handle mere hos os,« siger Thor Skov Jørgensen, administrerende direktør i Coop Danmark.
Til B.T. siger han, at det er et stort tiltag. En markant opgradering fra den tidligere bonusordning.
»Det er en væsentlig bedre fordel, der er for vores medlemmer med denne bonusordning.«
Det er noget, der vil kunne mærkes, siger direktøren.

»Vi forventer, at vi mere end fordobler den bonus, vi betaler tilbage til kunderne,« siger Thor Skov Jørgensen.
De vil fra Coops side gerne både forstærke bonusprogrammet, og så vil de forenkle det, så det er nemmere at forstå.
Desuden håber de, at flere vil blive medlemmer.
»Det er så den anden ting. Vi har både medlemskunder og ikke-medlemskunder, og vi vil gerne have, at flere får lyst til at være medlem,« siger Coops administrerende direktør.
Det er en stor investering. Skal ikke-medlemskunder være nervøse for, at de er med til at betale for gildet for medlemmerne?
»Vores tilgang er, at det skal være attraktivt på både pris, sortiment og service, og det skal det være for alle kunder. Det her er bare et krydderi for medlemmerne,« siger Thor Skov Jørgensen.
»Så det skal de kunder, der ikke er medejere og medlemmer, ikke være nervøse for. Der er vores butikker fortsat meget attraktive.«
Den store investering i fordelsprogrammet kommer efter, at Coop var ude i en af sine største kriser.
I regnskaberne for 2022 og 2023 så det med underskud på henholdsvis -628 millioner kroner og -717 millioner kroner dystert ud for dagligvaregiganten.
Som en redningsplan for Coop Danmark kom Energiselskabet OK på banen.
De købte først halvdelen af selskabet og postede derefter sammen med Coop Amba to milliarder ind i Coop Danmark.
Havde det her været muligt, hvis ikke OK havde købt halvdelen?
»Med kapitaltilførslen fra OK og Coop amba har vi fået væsentligt flere kræfter, som vi nu kan investere i vores medlemmer,« siger direktøren.
Den administrerende direktør lægger dog heller ikke skjul på, at den nye forbedrede bonusordning er en positiv ting at lancere.
»Vi er glade. Det er meget mere offensivt og vil give en meget større værdi for vores medlemmer. Det er herligt, at det er lykkedes.«
De fem procent, kunder sparer op på deres frugt- og grønt-indkøb, kan bruges på alle varer i en af Coops fire kæder.
Frugt og grønt har i en årrække været en kampzone for Coop, såvel som andre dagligvareaktører.
Tidligere har man i Coop amba, der altså er andelsforeningen bag Coop Danmark, med den afgåede formand Pernille Skipper i front slået et slag for, at politikerne sænker momsen på netop frugt og grønt.
Derudover har de i kæden 365discount i forsøgsmåneder kørt med nedsættelse af prisen svarende til momsen på frugt og grønt.
Det skete i 2022, 2024 og 2025. Resultatet var, at kunderne købte 30 procent mere frugt og 35 procent mere grønt i gennemsnit.
Det er derudover svært at overse, at fødevarepriser er et dampende varmt emne i disse dage.
Coop lancerer nemlig deres bonusordning samme dag, som regeringen præsenterer deres aftale for den såkaldte fødevarecheck, som du kan læse mere om her.
