Danskernes smagsløg har ændret sig. 

Det mener en chef i Coop, som angiver nye forbrugsmønstre som årsagen til, at der ikke længere bliver solgt så mange danske æbler i butikkerne.

Andelen af frugt og grønt, der er avlet i Danmark, er i det hele taget faldet voldsomt de seneste 50 år.

Helt slemt ser det ud for æblerne, hvor kun hvert tredje æble i supermarkederne er dyrket herhjemme. 

Nogle mener, ansvaret ligger i dagligvarebranchen, men her lyder svaret, at de har det på hylderne, som kunderne efterspørger. 

Thomas Roland, forbrugerpolitisk chef i Coop siger til Politiken, at kunderne »gider ikke spise Cox Orange-, Ingrid Marie, og Aroma-æbler« længere.

»De er for sure, og de bliver bløde for hurtigt. Så alle de klassiske danske æbler, som vi husker, er ikke dem, man vil have. Man vil have noget, der er saftigt og sødt og knasende sprødt. Det skal avlerne tage bestik af«.

For det kan godt være, at otte ud af ti danske forbruger siger, at de helst vil købe frugt og grønt, der er produceret i Danmark.

Når vi stå i supermarkedet er det imidlertid for det meste de udenlandske æbler, der ryger i kurven.

Og det er én af årsagerne til, at de danske frugtavlere er i krise.

Kritikere siger til Politiken, at supermarkederne bærer en stor del af ansvaret for, at både frugt- og grøntsagsproducenterne er i knæ. 

Kritikken går på, at supermarkederne presser priserne, samtidig med at de kører tilbud på andre varer som kød og chip. 

Men det argument køber Roland ikke uden videre.

Han mener, at supermarkedernes ansvar snarere er at hjælpe avlerne med at omstille produktionen til noget, danskerne vil have. 

Ifølge Politiken er kun ni procent af frugten og 26 procent af grøntsagerne i butikkerne produceret i Danmark.