Julen betyder i rigtig mange familier også julerester dagen derpå.
I den anledning deler kendiskok Claus Holm nogle helt simple retter proppet med smag, som du kan lave af dine ande-, medister- og flæskestegsrester.
Kokken starter med den danske klassiker flæskestegen. Der har han selv en favoritret, som kræver en meget lille indsats for et supergodt resultat.
»Det er klassikeren, men den smager f***** også godt.«
For når der er flæskesteg tilovers, så køber Claus Holm brioche boller.
Dem smører han med Dijon-sennep og BBQ-sauce, og så smider han ribbenssteg eller flæskesteg i og eventuelt noget rødkål.

Så ryger sandwichen i en paninigrill og så skal der nogle drueagurker på, og så er det bare at læne sig tilbage og nyde et festmåltid. Endnu en gang.
Anderester
»Lad os bare kalde dette opskriften på en hotDUCK (varm and på engelsk, red.), lyder det med et grin fra Claus Holm.
For næste opskrift på julerestemad er nemlig en skøn forening af anderester og den velkendte hotdog.
»Du tager dit andekød, og smider det op på en pande og steger det med nogle mandler i cirka fem minutter,« siger Claus Holm.
Mens det er på panden presser du så appelsinsaft over.
Så skal det blandingen op i et hotdogbrød. Gerne med lidt rødkål.
»Det bliver til en form for andesalat, og det kan ikke gå galt,« lyder det opmuntrende fra Claus Holm.
Rester med medister
»Med mine medisterrester laver jeg det, du kan kalde en julebiksemad, og der er måske nogen, som vil synes, det er for meget. Jeg synes, den er vanvittigt god.«
For når Claus Holm har medisterrester, steger han dem på panden med løgbåde og nogle af de søde brune kartofler.
»Blandingen får et skvæt worcestershiresauce og et skvæt HP-sauce, og så steger jeg et æg og kommer oven på sammen med ristede løg,« fortæller Claus Holm og fortsætter:
»Jeg har overvejet at tage den med i Go' Morgen Danmark, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at blive udskammet, men jeg lover, det smager virkelig godt,« siger Holm leende.
