Det er sødmælk til 8,10 kroner, det er fem kilo kartofler til 15 kroner, og så er det selvfølgelig langt billigere okse- og svinekød.

Claus Thorsen er nabo til en presset dansk købmand i Bylderup Bov, men han kører selv over grænsen og handler ind.

»Man bliver jo nødt til at tænke, at det er bare ærgerligt,« siger Claus Thorsen.

B.T. har i en artikelserie sat fokus på, at mens dagligvarepriserne herhjemme er steget med knap 31 procent over fire år ifølge Danmarks Statistik, så bløder lokale købmænd i grænseområdet.

Claus Thorsen er glad for lokalt erhvervsliv, men er pensionist. Han forklarer, at pengene derfor ikke rækker så langt, som de har gjort. 

22 kilometer væk i den tyske dagligvarehandel er priserne markant billigere. Det kan han ikke ignorere, siger han.

tip os
Er du stødt på markante prisstigninger i dagligvarehandlen? Så vil B.T. meget gerne høre fra dig. Kontakt os via formularen her.

B.T. kunne lørdag vise, hvor massiv prisforskellen er, når man sammenligner priser hos tyske grænsebutikker og en dansk discountkæde som Rema 1000.

Det er også den oplevelse, Claus Thorsen og hans kæreste har. De handler derfor  90 procent af deres dagligvarer i Tyskland, forklarer han.

De er dernede i gennemsnit en gang om ugen. En tur, der koster dem 12,99 kroner i diesel hver vej.

»Det er ikke mange liter mælk, jeg skal købe, før turen er betalt hjem,« lyder det fra pensionisten.

Er du ikke nervøs for, at I mister jeres lokale købmand?

»Nu er jeg selv flyttet hertil i 2008, og dengang var der to købmænd, to banker og to autoværksteder,« siger Claus Thorsen.

»I dag er der kun den ene købmand tilbage, og det er begrænset, hvad jeg kan gøre ved det. Det er ikke noget, jeg kan ændre ene mand.«

Claus Thorsen bor i boligselskab, hvor det er 20 ud af de 27 husstande, som handler syd for grænsen.

Det bliver han også selv ved med, så længe han har en bil.

B.T. har tidligere talt med den lokale købmand i Bylderup Bov, Dan Edlefsen, som netop kom med et opråb til den lokale befolkning.

Han så, hvordan købmanden i nabobyen måtte dreje nøglen om, og håbede, at folk ville være med til at bakke op om hans butik, som du kan læse mere om her.

For mange nær grænsen bliver lokket af de tyske priser. Du kan se et priseksempel her, hvor B.T. har sammenlignet ti varers priser i tyske butikker og i Rema 1000: