Flere poser Lay’s Bugles Original og Lay’s Bugles Nacho Cheese med bedst før dato 22.11.25 tilbagekaldes.
Det meddeler Royal Unibrew, der står for distributionen af produkterne i Danmark, i en pressemeddelelse.
Tilbagekaldelsen skyldes, at der ved en fejl er blevet tilført en ikke-fødevaregodkendt olie under produktionen af chipsposerne.
Der kan derfor findes spor af olien i de pågældende poser.
Hvis man har købt ét eller flere af de berørte produkter, skal de enten kasseres eller returneres til butikken, hvor de er købt.
Royal Unibrew skriver, at der ikke er grund til bekymring, hvis man har spist en moderat mængde af de pågældende Bugles, men regelmæssigt indtag i større mængder over tid kan udgøre en sundhedsrisiko.
Det oplyses ikke, hvilken slags olie, der er blevet fundet.

