Ville du stadig køre over grænsen og købe sodavand og øl, hvis du skulle betale pant?

Dilemmaet skal du forholde dig til, hvis en dom fra en forvaltningsdomstol i Slesvig bliver endelig vedtaget. 

Den fastslår, at pantpligten også gælder danske kunder i de tyske grænsebutikker.

Men i Fleggaard, der er grænsehandlens største spiller, forventer man, at dommen vil blive anket, skriver Avisen Danmark

Direktøren i Fleggaard forventer, at det vil tage år, hvis det sker. 

»Vi har noteret os, at der er faldet dom i en sag, som Deutsche Umwelthilfe anlagde mod kredsen Schleswig-Flensburg tilbage i 2021. Efter vores oplysninger vil dommen blive anket med opsættende virkning, og vi afventer sagens videre forløb, som i det tyske retssystem kan tage år,« skriver Lars Mose Iversen, der er direktør i Fleggaard, i en mail til JydskeVestkysten.

»Kunderne i grænsehandlen kan derfor fortsat – helt uændret - handle pantfrit, hvis de legitimerer sig og underskriver en eksporterklæring, fortsætter han.«

Brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd er tilfredse med dommen. Læs mere om det HER