Danskerne handler nu mere på Temu end på Amazon, Wish og Shein.

Det viser tal fra Dansk Erhverv, der samtidig konkluderer, at den kinesiske online-mastodont kun er overgået af Zalando, når danskerne shopper på internettet. 

Men den buldrende online-forretning skaber ikke begejstring hos alle. 

Anne Løvskov kunne nemlig aldrig finde på at købe produkter fra Temu til sine børn.

»Jeg synes, at der burde være et decideret forbud og en større opmærksomhed omkring det, så vores børn ikke eksponeres for så meget for kemi,« siger hun til B.T. da vi møder hende på gaden. 

Anne Løvskov er en af de danskere, der har læst Forbrugerrådet Tænks nye rapport, der konkluderer, at 30 ud af 38 testede produkter fra Temu ikke lever op til EU's sundheds- og sikkerhedsmæssige standarder. 

Og det er især på børneprodukterne, hvor der er et hav af fejl.

 Forbrugerrådets rapport påviser, at 11 ud af 15 legetøjsprodukter risikerer at kvæle eller skade små børn, og samtlige solcremer har stoffer på ingredienslisten, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Anne Løvskov mener især, at legetøjsprodukterne med kvælningsfare, er nogle af de produkter, der burde fjernes fra markedet: 

»Jeg har ingen ord for det, jeg synes, det er forfærdeligt.«

»Når erfaringen viser, at der er masser af uønsket kemi og ting, der potentielt kan skade vores børn, så vil jeg hellere bruge de ekstra penge, det koster - og købe noget indenfor EU's grænser.«

Og ifølge Anne Løvskov er det især den farlige kemi, der får hende til at stryge udenom Temus produkter, selvom de er langt billigere end de danske produkter, der findes på markedet.

»Jeg tænker på mine børn. Jeg vil ikke have at de udsættes for uønsket kemi, der kan skade dem, som man ikke kender de potentielle risici for endnu. Her tænker jeg især på kvælningsfare i legetøjet og så videre.«

Og det er netop kvælningsfaren, som Forbrugerrådet Tænk, sætter fokus på i deres rapport. Den konstituerede direktør i Forbrugerrådet Tænk, Esben Grønborg Geist, fortæller således til B.T.:

»Det legetøj, vi har undersøgt, kan især udgøre en kvælningsfare for børn. Det kan være små dele, der kan løsrive sig, skafter som kan sætte sig fast i halsen eller for lange snore, der kan vikle sig om halsen. Risikoen er derfor tydelig og meget bekymrende. Det vigtigste er derfor, at vi får sat en stopper for disse farlige produkter.«

En undersøgelse fra Dansk Erhverv kortlægger danskernes forbrugervaner på online-sites som Wish og Temu Kilde: Dansk Erhverv
En undersøgelse fra Dansk Erhverv kortlægger danskernes forbrugervaner på online-sites som Wish og Temu Kilde: Dansk Erhverv

I en rapport som Dansk Erhverv udarbejdede tidligere på året, stod det klart, at Temu har overhalet samtlige danske virksomheder indenom, og er nu danskernes anden mest foretrukne online site - kun overgået af Zalando - og den tendens skaber bekymring hos Betina Schiøning, der er fagchef for produktregulering og håndhævelse: 

»Jeg synes, det er sørgeligt, at man igen ser de her resultater. Det er ligesom ikke første gang, og det er endnu et bevis på, at man skal sikre, at deres produkter er ordentligt godkendt. Det er en lille smule provokerende.«

Fagchefen fra Dansk Erhverv kalder det overfor B.T. en skør situation og forklarer samtidig, at der ligger et stort problem i, at den kinesiske online-gigant ikke er underlagt samme vilkår som eksempelvis danske forretninger:

»De er desværre ikke underlagt ansvaret for at produkterne er lovlige. Det er en skør situation, fordi man fra EU's side putter dem i samme boks som Facebook kontra Søstrene Grene, som har et koncept, der minder meget mere om deres end et socialt medie,« siger hun.

Hun fortæller yderligere, at der kræves nationale tiltag.

»Den danske regering er egentlig enige med os. Der er en lille sprække af håb i forhold til det nationale, for hvis vi kan godtgøre, at det er undergravende for danskernes sikkerhed, så kan man begynde at snakke om at man kan lave nationale tiltag. 

Efter Forbrugerrådet Tænks undersøgelse, har platformen fjernet de produkter, som dumper testen.

Hør Thomas Castberg i den seneste udgave af Spar Kassen, hvor han kommer med et konkret sparetip til madlavningen, som han kalder 'en meget stor hammer'.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.