Når man kender Anja Møllers helt ekstraordinære forhold til jul, forstår man måske bedre, hvorfor hun har kastet sig over at sælge Valde-kort fra årets julekalender.
Den 33-årige kvinde har ellers stået model til meget kritik særligt i år, da hun køber stort ind af samlekortene til årets TV 2-julekalender og sælger dem videre, fortalte hun for nylig.
Folk er rasende, fordi kortene ellers gives gratis til børn.
Nu forklarer hun dog, at det for hende mest af alt er en passion, som også afspejler sig i en stor samling, hun har derhjemme. Den vender vi tilbage til.
For der er flere steder, hvor Anja Møllers helt særlige forhold til jul kan ses.
»Jamen, jeg hedder Jul til mellemnavn,« siger hun, da B.T. taler med hende. Hun griner og forklarer:

»På et tidspunkt ville jeg – på grund af nogle familieforhold – gerne ændre efternavn, og så syntes jeg bare, at Møller ikke var helt nok, og så tænkte jeg: 'Jul'. Det er oplagt.«
Navnet Jul er dog beskyttet, men Anja Møller fik det godkendt som en slags mellemnavn, da det er godkendt som fornavn.
Interessen for jul viser sig dog også i skuffer og på hylder hjemme hos Anja Møller.
Hun samler nemlig på de klassiske papjulekalendere, som hører til tv-julekalenderne.
Anja Jul Møller har papjulekalendere fra de seneste 30 år. På skærmen hjemme hos hende er det også tydeligt, at der er en stærk kærlighed til julen.
»Jeg ser julekalendere hele året rundt. Så i december nøjes jeg med at se de nye. Der rammer jeg et normalt niveau i forhold til, hvad andre danskere gør.«
Anja Jul Møller blev kendt af mange danskere, da hun stod frem og fortalte, at hun både bliver kaldt klam og egoistisk for at sælge samlekort til årets julekalender.
Det har hun dog gjort i en årrække, men fortæller til B.T., hvordan kritikken er blevet mere og mere voldsom. Det kan du læse mere om her.
Hun er slet ikke i tvivl om, hvorfor folk har så stærke reaktioner.
»Det er, fordi det handler om børn. Helt klart. Så bliver folk hidsige.«

Med tiden har Anja Jul Møller lært at ignorere kommentarerne. Nu prøver hun bare at passe sin hobby, som hun tjener mellem 2.000 og 3.000 kroner på om året.
På den anden side findes der også dem, der er glade for muligheden for at kunne købe kort, fortæller Anja Jul Møller.
»Der er virkelig et marked. Der er masser, der efterspørger kort. Særligt i starten af december.«
»Der er jo folk, der sælger 'Tinka'-huer for 400 kroner. Det gør jeg ikke. Jeg sælger kort fra 50 øre og op til 40 kroner.«
Selv har hun kun samlet på papjulekalendere.
Hendes samling byder også på nissehuer, herunder selvfølgelig den legendariske 'Tinka'-hue fra tv-julekalenderen af samme navn, som skabte stor polemik det år, den kom ud.
Desuden indeholder Anja Jul Møllers samling en masse andre samleobjekter, som tager udgangspunkt i de forskellige universer fra julekalenderne på tv.
Noget, hun særligt nyder denne tid på året, som er hendes yndlingstid. I år er hun glad for at følge den nye kalender 'Valdes Jul – Vintermiraklet'.
Skal hun vælge, er der dog en tv-julekalender, som slår dem alle.
»Det må være 'Pyrus – Alletiders nisse',« slutter hun.
