Arla foretager sin største investering nogensinde ved at udvide mælke- og osteproduktionen i den svenske by Götene.
Her bruger mejerikæmpen 2,2 milliarder danske kroner på at ekspandere en eksisterende mejerifabrik, der producerer smør, mælkepulver og ost.
Det beretter Arla i en pressemeddelelse.
Videre lyder det, at det dermed betyder, at produktionen af såkaldt husholdningsost flyttes fra Danmark – nærmere bestemt fra mejeriet i Nr. Vium – til det nye svenske kæmpeanlæg Sverige, når det er fuldt operationelt i 2030.
»Flytningen giver Nr. Vium mulighed for at fokusere på produkter i høj efterspørgsel til Arlas internationale og europæiske markeder, hvilket styrker mejeriets langsigtede strategiske rolle,« lyder det i pressemeddelelsen.
Tilbage til Götene. Her forventer Arla i fremtiden at modtage omkring en million ton mælk om året, hvilket er cirka en fordobling af den nuværende mængde.
Det lyder videre, at udvidelsen forventes at skabe både nye fuldtidsstillinger på mejeriet og indirekte blandt landmænd og leverandører.
Milliardinvesteringen i den svenske by kommer efter lignende satsninger på det, der kaldes »vækstprojekter« som eksempelvis med produktion af flødeost i Holstebro og skyr i en anden svensk by, Linköping.
»Vi investerer konsekvent på tværs af vores markeder for at opbygge den kapacitet og de kompetencer, der betyder mest: kvalitet, fleksibilitet og effektivitet,« siger direktør Peder Tuborgh i pressemeddelelsen.

