Vin, frugt og grønt kommer fremover til at være billigere i det nyopstartede supermarked Alma Madmarked.

På den anden side er der ikke udsigt til en sænkelse af oksekød, smør og æg, fortæller direktør Alfred Josefsen til B.T.

Det er kun seks måneder siden, de danske forbrugere første gang kunne se supermarkedet åbne for første gang.

Og selvom Alma Madmarked ikke har fokus på discountvarer, sætter de alligevel prisen på frugt og grønt ned. 

»Vi kan sælge det lidt billigere,« siger Alfred Josefsen og forklarer:

»Vi havde svært ved at finde en leverandør, der havde kontakt ud til gårdene. Men det er lykkedes, og nu får vi mere af det, man kan kalde 'grøntsager med jord på',« siger han.

Supermarkedet har startet et samarbejde med en dansk leverandør, der har lavere priser på de  grøntsager, som er i sæson, siger direktøren.

Nøjagtig hvad prisfaldet kommer til at lyde på, har direktøren ikke ved hånden. Blot at det falder på de dansk producerede varer.

I supermarkedets vinafdeling ser det også ud til, at Almas forbrugere kan se frem til et prisfald.

»Da vi startede, gættede vi forkert på, hvad vores kunder ville have. Vi havde skabt et vinsortiment med for mange dyre vine. Det var god vin, men til nogle priser, der afskrækkede dem, der vil have hverdagsvin,« siger han.

Derfor begynder supermarkedet nu at sætte billigere vin på deres hylder. Vinene vil ikke være lige så billige, som dem man finder i discountsupermarkederne, men direktøren fortæller, at vinene skal koste mindre end 100 kroner.

Prissænkelserne stopper dog her. For selvom danskerne de seneste år har set massive prisstigninger på efterspurgte varer såsom oksekød, smør og æg, kommer de ikke til at pille ved dem.

Der har været meget snak om stigende priser på oksekød, æg og smør. Kommer I til gøre noget ved priserne på det?

»Som sådan ikke. Vi har ikke verdens billigste kød, men verdens bedste kød. Det er langt hen ad vejen økologisk og produceret med fokus på dyrevelfærd. Og det er ikke helt gratis, men vi lægger også op til at forbruge mindre af det,« siger Alfred Josefsen.

Dertil siger han, at det ikke er det område, som Alma Madmarked kommer til at kæmpe mest for, da det ikke passer ind i deres strategi. De ser hellere at forbrugerne bytter kødet ud med grøntsager.

»Det er selvfølgelig trist at prisen er høj, hvis man har et højt forbrug af kød, for så koster det meget. Men det er opgaven for de fleste at finde retter, hvor kød ikke er hovedingrediensen,« forklarer direktøren.