Æg, smør og skyr.

Det er de tre varer, som danskerne har søgt mest på i eTilbudsavis-appen i 2024, skriver Tjek.

Og selvom de nordiske lande på mange punkter er ens, er der nogle punkter, hvor Danmark, Sverige og Norge sig fra hinanden i forhold til søgning af tilbud på dagligvarer.

Vi er enige med vores skandinaviske venner om en generel interesse for gode tilbud. Hele 52.997.700 gange har Danmark, Sverige og Norge søgt efter tilbud på en vare i 2024.

Især sodavand har været højt på listen i alle tre lande sammenlignet med sidste år.

I Danmark steg søgninger på sodavand med 24,1 procent i år, men især Pepsi Max er en favorit. Søgninger på den sukkerfrie sodavand steg med 28,9 procent i Danmark, 101,9 procent i Sverige og 55,4 procent i Norge.

Faktisk var netop Pepsi Max den mest søgte dagligvare i Norge i 2024.

Danskerne viser dog generelt en større interesse for tilbud på fløde, øl og pølser end både Norge og Sverige.

I Norge var der – udover Pepsi Max – størst interesse for ost og sodavand, mens kaffe og smør toppede på svenskernes liste.

Svenskerne viste større interesse for tilbud på kartofler og vaskemiddel end i Danmark og Norge, hvor nordmændene søgte mere efter tilbud på chokolade, energidrik og tacos end vi – og vores svenske naboer – gjorde.