Julen skal være børnenes fest – fyldt med gaver, hygge og forventning.
Men i Netto i Augustenborg blev flere børn svært skuffet, da de kom for at hente deres julegaver i butikkens julesokker.
Ifølge et opslag på Netto Augustenborgs Facebook-side har en juletyv med lange fingre nemlig været på spil.
»Øv, vi er faktisk lidt kede af det. Vi har desværre oplevet, at en masse børn er kommet til en tom jule-strømpe,« skriver butikken.
Flere børn har derfor måttet kigge dybt i deres tomme julesok.
For at undgå, at det sker igen, har butikken indført et nyt greb: Fremover skal kunder henvende sig til personalet, når de vil hente gaven fra julesokken.
»Der er ikke nogle børn, der skal gå forgæves,« skriver de i opslaget.
Men skuffelsen blev ikke langvarig. Personalet har nemlig sørget for, at de snydte børn fik erstattet deres gaver.
Det tyder dog på, at traditionen med julesokkerne hænger i en tynd tråd, hvis ikke juletyverierne stopper.
»Vi håber på jeres forståelse, så vi til næste år kan forsætte med, at have jule-strømper i butikken.«

