Modermælkserstatning fra Nestlé mistænkes for alvorlig sundhedsrisiko, og derfor opfordrer Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut alle forældre til at kassere produktet.
Der er tale om erstatningen med navnet Nestlé Nan Expertpro Sensilac 1, der har en vægt på 800 gram og sælges i en dåse.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Nestlé tilbagekaldte 10. december produktet Nestlé Nan Expertpro Sensilac 1 i 800 grams dåse, efter bakterien Bacillus cereus var blevet fundet i produktionsmiljøet.
Mere specifikt var det et parti med batchnummer 53030346AB, der blev tilbagekaldt.
Nu indskærper Fødevarestyrelsen advarslen.
»Produktet er ikke længere i butikkerne, men da holdbarheden strækker sig helt til oktober 2027, er det vigtigt, at forældre tjekker, om de har det omtalte produkt stående og i så fald kasserer det,” siger sektionsleder Sørine Quaade Møller.
»Bacillus cereus kan i almindelige tilfælde give diarré og opkast, og da bakterien er fundet i et produktionsmiljø for modermælkserstatning er det en meget alvorlig situation, fordi spædbørn er særligt sårbare,” siger Steen Ethelberg, der er sektionsleder i SSI.
