På bagkant af Michael Rasmussens indrømmelse siger DCU-direktør Jesper Worre, at Rolf Sørensen er en belastning for TV2's cykeldækning og ikke burde kommentere en sport, han ikke kan forholde sig til.

Han er den sidste rene cykel-mohikaner. Eller også den mest hårdnakkede benægter i en verden af vaneløgnere.

Men hvis det stod til Jesper Worre, direktør i Danmarks Cykle Union (DCU), burde Rolf Sørensen være fortid som ekspert og cykelkommentator.

- Rolf er med til at gøre TV2 dummere. De har en ekspert, som de ikke kan spørge om nogle emner, for han taler ikke sandheden. Og det handler ikke om, om han har dopet sig eller ej, men han fortæller ikke sandheden, for så havde TV2 ikke behandlet Michael Rasmussen-sagen i 2007, som de gjorde. Eller som de har gjort siden for den sags skyld. Det er et problem, at Sørensen sidder i den ekspertrolle, mener Jesper Worre.

Netop Worre var stærkt medvirkende årsag til, at Michael Rasmussen aldrig fik fuldbyrdet sin drøm om at vinde Tour de France i sommeren 2007. Det var DCU-bossen, der brød sin tavshedspligt og fortalte en DR-journalist om "Kyllingens" advarsler for at have misligholdt sin oplysningspligt overfor anti doping-myndighederne. Og det satte Jesper Worre og unionen under et voldsomt folkeligt pres fra hundredtusinder af medfølende danskere.
 
- Vi har været under hårdt pres, og det skyldes blandt andet pressen og specielt TV2, som har negligeret problemerne. Rolf Sørensen sidder ikke og er helt ærlig i studiet, og det har også lagt pres på os. Efter det her tror jeg godt, at folk kan se, at det ikke var helt idiotisk, det vi gjorde dengang. Michael Rasmussen var dopet op over begge ører i 2007, mener Worre, som håber på, at TV2s redaktion vågner til dåd. 

- Jeg håber, at det her er en øjenåbner for TV2, som helt generelt skal tage deres Tour-dækning op til overvejelse. Jeg synes ikke, Rolf Sørensen kan sidde som kommentator på en TV-station, som har public service-forpligtelser. Han er en del af "omertaen" (tavshedens lov, red.), så derfor synes jeg ikke, han kan sidde i studiet, siger Worre, der ikke efterlyser den ellers længe ventede indrømmelse fra Rolf Sørensen.

- Jeg er sådan set ligeglad om Rolf Sørensen indrømmer eller ej, men sidder man som ekspert, så er man forpligtet til at øse ud af den viden, man har, og det gør han ikke. Det kan vi høre ustandseligt, når de kommer ind på doping i studiet. Og er der noget, Sørensen har vidst om, så er det doping på Rabobank. Han har kørt på holdet med den læge, som har været involveret i det.