Vokseværk i både Dansk Cykle Union, DCU og i Post Danmark Rundt er ifølge Jesper Worre grunden til, at han forlader sin post som direktør i DCU.

- Det er i samarbejde med bestyrelsen besluttet, at jeg skal koncentrere mig om Post Danmark Rundt og får også tid til andre ting, siger Jesper Worre.

Omrokeringen sker med bare fem uger til starten på Post Danmark Rundt, men Jesper Worre afviser, at der skulle være uenigheder eller andre grunde til hans nye rolle.

- Vi er ikke uvenner. Vi er bedste venner, og jeg får en chance for at gøre nogle andre ting, jeg har drømt om. Mit ønskebarn er et eller andet sted Post Danmark Rundt, og så vil jeg gerne lave nogle andre ting, som jeg nu får mulighed for, siger han uden at vil fortælle, hvilke andre ting han skal lave.

Samme melding lyder det fra DCU's formand Niels Sørensen.

- Det er noget vi i samarbejde med Jesper har fundet frem til er den bedste løsning, både for organisationen og Post Danmark Rundt. Det er meningen at Jesper fortsat skal lave Post Danmark Rundt og måske også andre events. Det skal vi kigge nærmere på, siger han.

Post Danmark Rundt har de seneste år vokset sig større og større, og tiltrukket mange store internationale navne. Løbet er nu blevet så omfattende, at Worre skal koncentrere sig fuldt ud om at arrangere løbet, der køres fra den 31. juli til 4. august.

- Det har ændret sig de seneste år, og på et tidspunkt, når man til et punkt, hvor det ikke er så nemt at nå begge dele. Det er et eller andet sted Jespers succes. Han har været i stand til at styrke både DCU og gøre Post Danmark Rundt endnu større, siger Niels Sørensen.